En af verdens mest legendariske sportsvogne, Toyota Supra, vender tilbage
Japanerne genopliver det hæderkronede bilnavn til sportsvognen, der er bygget sammen med BMW.
Få Toyota-biler har en aura som de sportslige Supra-modeller, der især fik vind i sejlene med den kantede andengeneration fra starten af 1980’erne, som med 2,8 liters motor og op mod 174 hk hentede respekt på drengeværelserne.
Den status blev bygget op med flere generationer, hvor modelserien fra 1993 med 326 hk blev den mest kraftfulde og blev bygget, til produktionen stoppede i 2002.
Nu er Toyota efter lang tids optakt tilbage og viser den genfødte Supra på det store motorshow i Genève som konceptbilen GR Supra Racing Concept.
Den er pakket ind i racegear, hvilket sender klare signaler om, at Toyota mener det seriøst på præstationsfronten med denne bil, men gør det samtidig vanskeligt at se det klare billede af bilens design.
Frontmotor og baghjulstræk
Modellen, der bygges sammen med BMW, der sideløbende er på vej med en ny Z4, har derfor frontmotor og baghjulstræk. Her fremhæver fabrikken, at der i produktionen af konceptbilen er brugt avancerede letvægtsmaterialer til opbygningen af den brede front og bagende, sideskørter, sidespejlhuse samt hækvingen.
Motorhjelmen er formet i samme lette materiale og byder desuden på store, synlige luftindtag. Både forrude og sideruder er lavet af plastic. Racerfælgene med Michelin-dæk er fra BBS, mens bremsesystemet benytter Brembo Racingkalibre og -skiver. Bilen afrundes af sportsudstødning. Alle disse features gøres dog mere civiliserede i den endelige version.
Motormæssigt er der ingen meldinger, men tidligere har det ifølge internationale branchemedier været fremme, at BMW leverer motorprogrammet, der sandsynligvis vil bestå af fire- og sekscylindrede motorer.
Klar i 2019
De store 90-tal på dørene har dog ikke med motorsport at gøre, men er en historisk reference til Supras kodenavn. Selv om produktionen af den gamle model stoppede for mange år siden, er modellens tilstedeværelse holdt ved lige som model i tv-spil som Grand Turismo og som medvirkende i den første udgave af actionfilmserien, ”The Fast and the Furious”.
Den endelige udgave af den nye Supra vil blive vist i starten af 2019 og kommer på gaden senere på året.
Den første var Celica Supra i 1978, den mest solgte Supra herhjemme var anden generation fra 1986, og en Toyota Supra GT 3,0 2+2 kostede dengang 369.991 kr. Afløseren og den foreløbig sidste Supra var en superpotent sag med et vægt/ effekt-forhold, der kunne sende en Ferrari 348 til vægs.
Alligevel endte Supra med at blive temmelig eksotisk på det europæiske kontinent, da det var svært at fordøje en pris på næsten en mio. kr. for Toyota.
Det blev til i alt fire generationer af den berømte sportsvogn, men nu er Toyota klar til at introducere en helt ny og femte generation.