Olga Ravn: Jeg æder mig selv som lyng

Olga Ravn:

Jeg æder mig selv som lyng.

Pigesind.

80 sider, 199 kr.

Gyldendal

I den litterære undergrund og dens fora på nettet er et af de mest hypede navne den unge Olga Ravn, som er uddannet på forfatterskolen og anmelder på Information og Femina. Holder hendes digte, når de læses af en kritiker, der hverken har kønnet eller sin alder med sig i forhold til en spraglet samling digte, der har ”Pigesind” som undertitel og dermed hilser bagud til Tove Ditlevsens debutdigte, men som stilistisk intet har til fælles med den senere så folkekære forfatter?

Ja, det gør de i den grad! Med og uden udråbstegn.

Generationens sprog

Enhver generation udvikler sig eget kodede sprog. Enhver subkultur har sit eget ”fagsprog”. Det er både en styrke og en svaghed. Vi er nogle stykker, for hvem en del af rappen er lukket land, og der er også en lille del af Olga Ravns bog, som jeg har svært ved at tyde. Teksten lukker sig om sig selv, og de koblinger og billeder, der bruges, kan jeg ikke altid fange. Det behøver ikke at være digterens skyld.

Men i resten af bogen, og det er dog de øvrige otte digte, som tit falder i flere dele, er det en fornøjelse at blive udsat for et sprogligt og tænkende bombardement.

Og sandt er det, at meget hænger på et pigesind. Sammenlignende studier mellem Ditlevsen og Ravn vil vise, at der er sket meget på den front. Litteratur er en særlig historisk kilde, og Olga Ravn demonstrerer, at pigen af i dag er gjort af et ganske andet stof end på Ditlevsens tid - ud over, at den sociale baggrund også gør sit til, at Ravn og Ditlevsens pigesind virker som to livstykker, der befinder sig på hver sin klode.

Mentaliteten, kulturen har forandret sig til næsten ukendelighed, og Ravn er eminent til at skildre, hvordan en pige og ung kvinde oplever, hvordan omverdenen trænger sig på, samtidig med at kroppen går egne veje. Ikke mindst det sidste er et ledemotiv.

Privat bliver personligt

”Guldhjerterne” må blive en nyklassiker i gymnasiet, som kan erstatte de mange mandlige tekster om, hvordan seksualiteten sætter sig massivt igennem, ligesom ”Reklamepigebarnet” er en smuk, grum refleksion over, hvordan det er at træde ind i de voksnes rækker:

»vi gik spørgsmålsløse ind i et offentligt rum, hvor et retoucheret pigebarn var det fælles begærsidol«

Helt fremragende er et langt digt, ”front is matter”, om en læge fra det 18. århundrede, der nidkært forskede i brystvortens anatomi. Her er stilen cool, og billeddannelsen i modsætning til resten af bogen skrabet.

Der er ikke et øjeblik noget frelst, reserveret hos Ravn, der har et bestemt fokus, uden at hun dermed nødvendigvis skriver selvbiografisk. Hvis det er tilfældet, er den lyriske tildækning så vellykket, at det private transformeres til et personligt udtryk, som vi andre også kan forholde os til.

Køb endelig og læs Olga Ravns digte, der har et vældigt drive og en masse poetiske kvaliteter, der ikke har været plads til at fremhæve, »fordi teksten ikke er en afsluttet orden, fordi en velopdragen logiks sære orden, fordi kvinden ikke er en sø, fordi kvinden ikke er kvinden eller ikkekvinden og fordi manden ikke er, fordi overskridelsen af kønnet i teksten ikke er nok, fordi at tilbagevinde kroppen i teksten ikke er nok, fordi kroppen findes«.