Fortsæt til indhold

Kig Ind-lukning skal rette Se og Hørs oplagskurve op

Flytningen af Se og Hørs udgivelsesdag efter lukningen af Kig Ind skal få oplagsfaldet til at flade ud, håber chefredaktør Niels Pinborg.

Louise Reseke

Et år efter Aller i et redningsforsøg lagde Kig Ind ind under Se og Hør-chef Niels Pinborgs ansvar, trækker koncernen stikket på lavprisugebladet.

Fem ansatte på redaktionen er i den forbindelse afskediget samt en enkelt ansat på Se og Hør, der samtidig overtager dækningen af Hollywood-stoffet på et nyt, selvstændigt site.

Med lukningen af Kig ind træder Se og Hør tydeligere frem på banen i konkurrencen med Egmonts kendis ugeblad Her & Nu. Kig Ind blev oprindeligt lanceret som Allers modsvar til Her & Nu, men har siden tabt kampen om oplag og læsere til Egmont-titlen. Den bliver nu taget op af Se og Hør, der flytter udgivelsesdag fra torsdag til onsdag, så det bliver Se og Hør, der udkommer på hylderne samtidig med Her & Nu - frem for Kig Ind.

Hvorfor sker lukningen nu?

"Vi har forsøgt at rekonstruere ved at ændre på organisationen og hæve prisen (til 20 kr., red.). Selvom det har hjulpet på økonomien, har det ikke hjulpet så meget, at det er forsvarligt at gå ind i et nyt finansår (Allers regnskabsår slutter 30. september, red.) med projektet. Vi har ikke kunnet se sorte tal året ud, og derfor gør vi det nu," siger chefredaktør Niels Pinborg, Se og Hør.

Du har haft ansvaret for Kig Ind siden oktober sidste år. Hvornår stod det klart for dig, at det ikke var en bæredygtig forretning?

"Det har sådan set været klart længe, at det ikke var slutbæredygtigt. Derfor har vi prøvet at skrue på bladet. Det er også lykkedes os at skabe en bedre drift med tiden, men bare ikke god nok til at vi kunne se det som et langtidsprojekt," siger Niels Pinborg.

I rykker samtidig Se og Hørs udgivelsesdag fra torsdag til onsdag, hvor Kig Ind hidtil har ligget. Hvilken effekt forventer I af det?

"Det er for tidligt at sige, for det er ikke prøvet før, så vi har ingen prognoser. Men jeg har selvfølgelig en forventning om, at det bliver positivt og vil styrke vores placering," siger chefredaktøren.

Se og Hørs læsertal gik i 1. halvår 50.000 tilbage til 438.000. I de seneste oplagstal, der er fra 2. halvår 2014, faldt ugebladet godt 25.000 eksemplarer til 86.668. Niels Pinborg forventer ikke, at de nye greb vil stoppe sivningen, men sænke tempoet.

"Jeg synes 440.000 læsere på omkring 85.000 eksemplarer er ret godt. Jeg er glad for vores læsertal, men de følger oplagsudviklingen. Forventer jeg, at det her kan stoppe oplagsfaldet? Nej, men det kan forhåbentligt være med til at få det til at flade ud."

Hvad kom først: Beslutningen om at lukke Kig Ind eller at rykke Se og Hørs udgivelsesdag?

"De to ting fletter utrolig godt ind i hinanden. Hvis vi ikke havde lukket Kig Ind, havde vi heller ikke flyttet Se og Hør. Så det kan man ikke svare på, for det bliver sagt i samme sætning. Det har været et langt forløb, og det er ret nyt, at det bliver besluttet, at det skal være sådan."

Se og Hør har hidtil været en del dyrere end Her og Nu, der koster 16,95 kr. Med Kig Ind lukket er spørgsmålet, om Se og Hør også vil sænke prisen fra 29,95 kr. for at være mere konkurrencedygtig i forhold til Her & Nu. I denne uge udkommer Se og Hør til en fødselsdagspris på 24,95 kr. oplyser Niels Pinborg, der dog ikke vil uddybe, om prisfaldet bliver permanent.

Bliver det fast pris fremover?

"Ingen kommentarer."

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.