Fra protester til priser
Få forfattere har oplevet så megen opmærksomhed omkring deres debutroman, som Bent Haller fik ved udgivelsen af "Katamaranen" i 1976.
Det er få forfattere beskåret at blive verdensberømte i Danmark med deres debutroman, men Bent Haller ville gerne havde været foruden den storm, der rejste sig i 1976, da han debuterede med ungdomsbogen "Katamaranen". Bogen, som i et direkte og usminket sprog skildrer en flok ghettobørns erfaringer med sex, vold og druk, vandt Borgens børnebogskonkurrence og udløste voldsomme protester.
Filosoffen K. E. Løgstrup beskyldte Haller for at ville hverve børnesoldater til klassekampen, og efterfølgeren "Sabotage" fra 1977 fik også læserbrevsskribenter og debatører på nakken. Kommunalpolitikerne i Thisted, hvor Bent Haller stadig bor, ville ikke have bogen på bibliotekets hylder. Det førte til retssag, som bibliotekerne anlagde mod byrådet og tabte, og Bent Haller har den dag i dag dom for, at bogen er underlødig.
Forbud ophævet
Den megen ballade, som ikke blev mindre af, at Haller blev bevilget penge af Statens Kunstfond til at fortsætte sin forfattergerning, kunne have knust mindre stærke talenter, men Haller holdt ikke op. Og Thisted Byråd er siden kommet til sig selv, så forbudet blev ophævet i 1998.
I dag kan 60-årsfødselaren, som er uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi, se tilbage på et forfatterskab med mere end 70 titler og et hav af priser for sine højt roste børne- og ungdomsbøger, ikke mindst de tegnefilmatiserede "Fuglekrigen" og "Kaskelotternes Sang", der blev til filmen "Samson og Sally".
Med romanen "Sprækker" fra 1982 blev Haller modernistisk forfatter for voksne, en kunstnerisk bestræbelse, der siden er fulgt op med de to delvis selvbiografiske Frederikshavner-romaner "En saga blot" og "De nærmeste hundrede", mammutromanen om 1100-tallets danske kirkebyggeri, "Det romanske hus" og flere andre værker.
Menneskenes og i særdeleshed børnenes vilkår på jorden optager stadig vendelboen, som selv er far til fire og gift med Alice.
»Vi må koncentrere os om det vigtigste. At have det godt med hinanden her på Jorden. Ansvaret for, at dette ikke skal udvikle sig til et forfærdeligt samfund, ligger hos forældrene,« sagde Bent Haller således i et interview i Jyllands-Posten.
Sidste år fik Bent Haller Silas-prisen af Det Danske Akademi. Hans seneste bog er ungdomsbogen "Kun" og "Thots bog - fortællingen om Osiris", en gendigtning af Osiris myten fra det gamle Egypten.
Bent Haller,
forfatter,
billedkunstner
Dragsbækvej 35,
Thisted.