Fortsæt til indhold
Erhverv

Kæmpe vindmøllepark rejses i Nordsøen

Svenske Vattenfall opfører havmøllepark i Nordsøen vest for Sylt sammen med et tysk selskab. Den får navnet DanTysk og skal levere strøm til 500.000 husstande.

Ritzau

Sveriges statslige energikæmpe, Vattenfall, vil sammen med det tyske selskab Stadtwerke München opføre en kæmpe havmøllepark i Nordsøen.

Parken skal rumme 80 vindmøller, der opstilles 70 km vest for øen Sylt. Den får navnet DanTysk efter beliggenheden ved den maritime grænse mellem Danmark og Tyskland.

Møllerne med en kapacitet på hver 5 MW skal efter planen levere strøm til mindst 500.000 husstande.

Klar i 2013

Den første mølle ventes klar til at snurre fra 2013. Der bliver tale om et besværligt og bekosteligt anlægsarbejde, da vanddybden i området er op til 30 meter.

Vattenfall træffer den endelige beslutning om investeringen til oktober. Det svenske selskab kommer til at eje aktiemajoriteten med 51 procent, mens Stadtwerke München skal eje de resterende 49 procent, oplyser Vattenfall tirsdag i Stockholm.