Fortsæt til indhold
Formel 1

Vettel afviser Ferrari-skifte

Formel 1-verdensmesteren slår fast, at han ingen planer har om at forlade Red Bull-teamet.

Ritzau

Sebastian Vettel er Red Bull-kører, og sådan ser han meget gerne, at det fortsætter.

Det siger den tyske Formel 1-verdensmester, som på rygteplan er blevet sat i forbindelse med et skifte til det italienske Ferrari-team.

- Jeg har båret en Red Bull-hjelm i næsten hele min karriere. Så det er svært for mig at forestille mig, at det skulle kunne være anderledes, siger Sebastian Vettel ifølge AFP.

- Det ville være, som når man som 18-19-årig flytter hjemmefra. Jeg er meget glad for, hvor jeg er nu, og jeg ønsker ikke at flytte noget andet sted hen, siger tyskeren.

Nummer to

Sebastian Vettel har vundet Formel 1-titlen for Red Bull de seneste to sæsoner, og sidste år skete det med imponerende 11 sejre i 19 grand prix'er.

I den foreløbig meget jævnbyrdige Formel 1-sæson i år har Sebastian Vettel indtil nu måtte nøjes med en sejr i seks løb.

Han ligger i øjeblikket nummer to i VM-stillingen, tre point efter Ferraris spanier, Fernando Alonso.

Sebastian Vettel har kontrakt med Red Bull til og med 2014-sæsonen.