Fortsæt til indhold
Håndbold

Gamblere kan ikke straffes

15 pct. af håndboldspillere har spillet på uafgjort eller nederlag i egne kampe.

Modsat fodboldspillere, så kan de håndboldspillere, der har spillet på nederlag i egne kampe, ikke straffes for udåden, forudsat at det er sket før 4. maj.

Det skriver dr.dk.

På den dato vedtog Dansk Idrætsforbund nemlig regler på området.

"De får ikke nogen sag på halsen for, hvad de har gjort før den 4. maj, men det skal stoppe nu," siger leder af Matchfixing-sekretariatet under DIF, Jesper Frigast Larsen, til DR.

15 pct. har brudt reglerne

I en spørgeskemaundersøgelse som DR foretog i klubberne Bjerringbro-Silkeborg, Team Tvis-Holstebro, TMS Ringsted og GOG, svarede 15 pct, at de kendte til holdkammerater, der havde spillet på uafgjort eller nederlag til deres eget hold.

DIF har endnu ikke haft brug for de nye regler for gamblerne.

"Vi har ikke nogen praksis for de sanktioner endnu. Vi kunne have en form for udelukkelse, bøder eller andre økonomiske sanktioner og det kan være fratagelse af point og resultater - alt afhængigt af, hvad er det er for nogle ting, der finder sted," siger Jesper Frigast Larsen.

Fokus fra kulturministeren

DR's undersøgelse viste, at 70 pct. af håndboldspillerne synes, at det er o.k. at spille på sejre i egne kampe.

I DIF's regelsæt er dette også forbudt. Her hedder det klart og tydeligt, at "spil på egen konkurrence, også selvom der spilles på sejr" er "uetisk adfærd".

Snydet har også kulturminister Marianne Jelveds fokus.

"Alle i idrættens verden må tage fat i de her problemer. Regeringen har nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, for at se på om regelsættet omkring lovgivningen er i orden, eller om vi skal gøre mere ved det. Der arbejdes også i EU med at finde internationale løsninger," siger Marianne Jelved til DR.

DBU begyndte allerede i 2008 så småt at tage fat i problemet.

Læs DIF's regelsæt her.