Fortsæt til indhold
Håndbold

Aalborg DH-spillere har indsamlet 257.500 kr.

<p>Der skal dog fortsat findes flere penge, hvis Aalborg DH skal undgå konkurs.</p>

AF JESPER HARBORG, HÅNDBOLD.DK

Aalborg DH går ikke konkurs i dag. Så meget står fast efter at spillerne torsdag indsamlede lidt over en kvart million – penge, som klubbens administration ellers havde opgivet at finde.

- Men i løbet af torsdagen har vi samlet de første 257.500 kroner ind. Det er virkelig positivt, og vi fortsætter ufortrødent fredag for at nå målet, fortæller klubbens ADH's Stine Jørgensen til Nordjyske.

Overlever weekenden

Dermed er klubbens eksistens foreløbig reddet weekenden over. Det er Håndbold Spiller Foreningen, der bestemmer, hvor stregen skal trækkes, men så længe de kan se, at der er initiativer i gang og penge på vej, bliver der ikke trykket på konkurs-knappen.

Aalborg DH selv slækkede i går lidt på det økonomiske krav, så det nu kun er 600.000, der skal findes mod den tidligere udmeldte million.

- Så vi fortsætter for fuld musik fredag. Fra klokken 10 til 14 sidder vi ved telefonerne hos mobiltelfonselskabet M1, hvor man kan ringe på 30 20 20 20 og donere et beløb. Desuden kan man donere penge via firmaets hjemmeside, forklarer Stine Jørgensen.