Kan Mikkel Hansen blive træt?
10 måneder uden pause virker ikke til at påvirke Mikkel Hansen hverken fysisk eller mentalt.
Köln
Mikkel Hansen står der igen.
Som nøglespilleren med det enorme ansvar for sit holds succes.
Det har han prøvet mange gange trods hans forholdsvis unge alder på 24 år. Flere af holdkammeraterne har på skift stemplet ud i mindre vigtige kampe mod bundhold i den danske liga. For lige at få et hvil både fysisk og mentalt.
Men ikke Mikkel Hansen. Både for AG København og landsholdet har han spillet hver eneste gang. Og stort set 60 minutter uden pause. I både forsvar og angreb. Læg dertil det enorme mentale pres, der udefra lægges på hans skuldre.
God energi
Nu nærmer vi os juni og 10 måneder uden ro skal kulminere med fire kæmpe kampe på en uge: De to forestående opgaver i Final 4 i Köln og dernæst DM-finalerne mod BSV.
Men han kører ikke på pumperne, ham Hansen.
»Jeg har det fint. Som altid,« siger Mikkel Hansen til spn.dk.
Han klapper aldrig sig selv på skulderen og skynder sig at aflive risikoen for at blive opfattet som noget ekstra ordinært positivt.
»Jeg er et dejligt sted, hvor der er masser af god energi. For mig er det let at være et sted, hvor folk omkring mig nærmest deler ud af energi. Alle går til den til træning og stemningen er fremragende hver gang,« fastslår han.
Det er stort
Lørdag aften venter så den største klubkamp i karrieren. Semifinalen mod Atletico Madrid i Champions League. Hansen har prøvet det som Barcelona-spiller. Men dengang var han ikke nøglespiller.
»Selvfølgelig er det specielt at spille Champions League-semifinale. Man kan aldrig sammenligne store kampe. Der er forskellige følelser med hver eneste gang. Men ja, vi spiller foran 20.000 mennesker om at blive verdens bedste klubkamp. Det er stort. Og så i en kamp, der kan gå begge veje,« vurderer den danske stjerne.