Horsens nærmer sig jubelsæson
Fem dage inden pokalfinalen mod FCK tog Horsens et stort skridt mod bronze.
Sikke en fodboldmåned, det kan blive i Horsens.
Klubben er allerede sikret europæisk deltagelse i næste sæson.
Men nu ligner holdet såmænd også det bedste bud på en bronzevinder.
Velspillet kamp
Og så venter FC København oven i købet i pokalfinalen på torsdag. Fem dage inden denne tog Horsens tredjepladsen fra FC Midtjylland i det indbyrdes opgør.
Efter en intens og velspillet kamp, der understregede, at de klubber fortjener at kæmpe om bronzemedaljerne, sejrede Horsens 2-1.
Selvom hjemmeholdet fik den værst tænkelige start på kampen.
Farlige angrebskombinationer
Forud for opgøret havde Horsens’ succestræner, Johnny Mølby, pointeret vigtigheden af, at hans hold stod kompakt for at ikke levne plads til FC Midtjyllands farlige angrebskombinationer.
Men allerede efter knap fem minutter viste trænerens modstanderrespekt sig velbegrundet. Fire kvikke førstegangsafleveringer rev Horsens’ defensiv fra hinanden, og de nigerianske hurtigløbere Sylvester Igboun og Rilwan Hassan kronede værket med sidstnævnte som målscorer.
Et af sæsonens bedste mål, hvis man fascineres af flot opspil.
Svær start
Scoringen illustrerede en svær start for Horsens, der i flere andre situationer havde svært ved at dæmme op for midtjyderne. Og vilkårene for at komme tilbage i kampen syntes blot endnu hårdere, da en af holdets største, offensive profiler, Martin Spelmann, måtte udgå efter et kvarter.
Ironisk nok skulle hans afløser snart spille en stor rolle.
Oprindeligt var Niels Lodberg angriber, men gennem de seneste sæsoner er trinvist trukket længere tilbage, så kun målmandsposten var tilbage.
Nu benytter Johnny Mølby ham igen som angriber, og efter fire minutter på banen viste Lodberg sit gamle angrebsinstinkt, da han fra klos hold udlignede til 1-1 efter et frispark.
Begge ville vinde
Nu levede kampen for alvor mellem to hold, der begge havde ambitioner om sejren. Men fra fjerdepladsen behøvede Horsens den mest, og allerede i det 36. minut kom den nærmere.
Angriberen Ken Fagerberg kunne ikke bruges i FC Midtjylland. Nu spiller han i Horsens, men lørdag ville midtjyderne nok have foretrukket, at han i stedet sad på deres bænk.
Den tydeligt opsatte Fagerberg fik bolden, lidt tilfældigt, på kanten af FC Midtjyllands straffesparksfelt, og han betænkte sig kort, lagde bolden til rette og hamrede den op i modsatte målhjørne. 2-1 til Horsens.
Længere tilbage
Denne halvlegsstilling fordelte rollerne til anden halvleg. Horsens trak sig lidt længere tilbage på banen, og FC Midtjylland var den angribende part.
Det gav et par muligheder for udligning særligt i anden halvlegs begyndelse, som da Erik Sviatchenko headede på overliggeren.
Horsens skabte dog også chancer efter kontra devisen. Ken Fagerberg kunne have lukket kampen, men Jonas Lössl reddede.
Styr på begivenhederne
I kampens slutfase fik Horsens igen bedre styr på begivenhederne, og FC Midtjylland fik aldrig rigtig iscenesat et reelt pres for udligningen. Og 2-1 holdt hjem.
Det var ikke blot et stort skridt mod bronzen, men også elimineringen af et FC Midtjylland-kompleks.
Således havde Horsens tabt de seneste otte møder til FC Midtjylland. Da sejren endelig kom, tog Horsens også tredjepladsen fra FC Midtjylland, der nu halter to point efter i kampen om tredjepladsen.