AGF bag ligaens hurtigste hattrick
AGF ydmygede AC Horsens på egen bane få dage før vigtig europæisk kamp. AGF’s Aron Jóhannsson scorede tre mål på under fire minutter.
Koster det i Superligaen at spille europæiske kampe? Spørg i AGF og få et ja, efter at aarhusianerne tidligere på sommeren blev verfet ud af FC Dila Gori fra Georgien. Spørg i AC Horsens, der på torsdag skal til Lissabon og prøve at overvinde storklubben Sporting. Svaret er formentlig ja.
Mandag aften havde AC Horsens teknisk set hjemmebane mod rivalerne fra AGF, men hjemmeholdet havde ikke i sinde at forkæle publikum med samme intense indsats som i det første opgør mod Sporting Lissabon.
Måske blev der ubevidst sparet på kræfterne, måske have træneren valgt at bytte de forkerte ud i start-opstillingen, måske havde AC Horsens blot en af de dage, da det ikke ville lykkes.
Sjældent set
I hvert fald er det sjældent set, at en modstander på dette niveau i løbet af fire minutter scorer tre gange. Tilmed samme spiller, islændingen Aron Jóhannsson, som fra det 32. til det 36. minut i første halvleg tegnede sig for et hattrick.
Tre mål på 3 minutter og 50 sekunder er det hurtigste hattrick i Superligaens historie, faktisk 12 sekunder hurtigere end Ebbe Sands hattrick for 15 år siden for Brøndby.
Mens AC Horsens med fysik prøvede at mose sig igennem, kunne AF trille bolden rundt mellem en flok til tider desorienterede Horsens-spillere, der i den første halve time fik flere advarsler. Men ikke lyttede.
Simple manøvrer
To gange blev den bageste kæde splittet af ved hjælp af simple manøvrer i AGF’s venstre side, og to gange skovlede AGF-fløjen Stephan Petersen bolden over mål med det kolde venstreben. Han tog siden revanche, og lagde op til to af Aron Jóhannssons mål.
Allerede i første halvleg trak AC Horsens-træner Johnny Mølby to spillere ud. Først Martin Spelmann, skyggeangriber bag kluntede Henrik Toft, og siden stopperen Mads Agesen, der slog sig i en duel efter hjørnespark.
Mod slutningen af første halvleg forsøgte Horsens at presse AGF’erne bagud, men det resulterede blot i endnu flere blottelser bagude, som kunne havde gjort ydmygelsen endnu værre inden pausen.
Pausen fik ikke AC Horsens gjort mere ærgerrige endsige sikre i forsvaret. Tre minutter ind i anden halvleg driblede Casper Sloth ind i feltet, tre gule kiggede på, inden en af dem nedlagde AGF’eren ulovligt.
Effektiv arbejdsdag
Ingen af de aarhusianske spillere protesterede, da 21-årige Aron Jóhannson tog bolden og insisterede på at sparke straffesparket ind til 4-0. For to år siden ankom Jóhannsson fra den islandske 2. divisionsklub Fjölnir, han skulle bruge 15 Superligakampe, inden han scorede sit første mål, men hele tiden har klubben troet på ham, og i går gav det udbytte i den grad.
Efter 68 minutter blev Aron Jóhannsson skiftet ud efter en særdeles effektiv arbejdsdag. AC Horsens kunne være lykkelige for, at han ikke spillede hele kampen.
AGF hentede sæsonens anden sejr, den første på udebane, mens AC Horsens fik gevaldige skrammer og ikke har den nemmeste kamp at rejse sig i på torsdag.
Horsens fik et trøstmål, scoret af Kenan Kajdarevic, tidligere ungdomsspiller i AGF, men ellers drejede anden halvleg sig for hjemmeholdet primært om at få minutterne til at forsvinde i en rasende fart, lidt i samme tempo som de Horsens-tilhængere, der fik nok allerede i pausen.