Briter overgår egen fantomtid
Verdensrekorden i 4000 meter holdforfølgelsesløb blev onsdag forbedret, da Storbritannien vandt VM-guld.
Storbritanniens banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb satte ny verdensrekord, da holdet onsdag vandt VM-guld i Melbourne.
Briterne slog de australske VM-værter i fantomtiden 3.53,295 minutter og forbedrede dermed deres egen fire år gamle rekord.
På vejen mod OL-guldet ved OL i Beijing var den britiske kvartet marginalt langsommere i en tid på 3.53,314 minutter.
Gør det svært for Danmark
Rekordtiden gør det svært at tro på, at Danmark kan blande sig i kampen om OL-guld til sommer i London.
Den aktuelle danske besætning bestående af Rasmus Quaade, Christian Ranneries, Casper Folsach og Lasse Norman kørte onsdag deres bedste tid til dato med 4.03,237 minutter, det rakte til en syvendeplads.
Der er dog chancer for en noget bedre tid OL, da banelandsholdet sandsynligvis bliver forstærket med Michael Mørkøv og Alex Rasmussen.