Riis: Contador skal fordanskes
Bjarne Riis føler sig overbevist om, at danskerne hurtigt vil tage Alberto Contador til sig.
Det er blot knap en måned siden, at Team Saxo Bank kæmpede for Andy Schleck mod spanske Alberto Contador i de franske bjerge. Her blev Andy Schleck på det nærmeste dyrket som værende dansker, mens Contador næsten blev lagt for had blandt danske fans - blandt andet på grund af episoden på 15. etape, hvor Schleck tabte kæden, og Contador kom i gult.
Men tingene kan som bekendt gå meget hurtigt i den professionelle sportsverden, og nu skal de danske fans til at vænne sig til at heppe på den spanske Tour de France-vinder i kamp mod blandt andre Andy Schleck. Og ifølge Team Saxo Bank-ejer, Bjarne Riis, skal de danske fans nok vænne sig til at holde med Contador.
”Folk skal nok holde med ham, når de kommer til at kende ham. Han er en fantastisk fyr og meget lige til. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at man ikke fortsat kan holde med Schleck, men nu er Contador en del af mit hold, og det skal man nok komme til at mærke. Interessen er der i hvert fald,” sagde Bjarne Riis ved fredagens pressemøde i Herning, hvor Alberto Contador skal køre gadeløb senere på dagen.
Vil arbejde hårdt for accept
Alberto Contador selv er klar over, at det kan blive noget af en opgave for ham at opnå de danske fans’ respekt og opbakning.
Spanieren er dog klar til opgaven og forsøgte sig allerede ved fredagens pressemøde med en meget imødekommende stil og en smilende attitude.
”Jeg håber, jeg kan leve op til de forventninger, danskerne har til mig. Jeg ved, at det er et stort ansvar, og at Team Saxo Bank er et hold med stor prestige. Siden det er blevet offentligt kendt, at jeg skifter til holdet, har jeg fået en masse henvendelser fra danskere. Jeg vil arbejde hårdt for det, og nu kommer jeg til at køre på et hold med større ro og en mand med stor erfaring,” sagde Contador ved pressemødet.
LÆS OGSÅ: Contador: Rasmussen er interessant