Fortsæt til indhold
Sport

Sejlbrødre: Derfor smed vi OL-drøm

Livet på toppen blev for ensomt og humørforladt for Danmarks OL-håb i 49'er-klassen.

Ingen i Dansk Sejlunion havde set det komme, da Danmarks største OL-håb i 49'er-klassen, brødrene Toft Nielsen fra Skive Sejlklub, for nogle dage siden valgte at stoppe elitekarrieren.

Heller ikke mange forstår, hvordan man kan stoppe karrieren på tærsklen til det, som af mange sejlere ville blive regnet som højdepunktet i en karriere: OL-deltagelse.

Men for brødrene Simon og Emil Toft Nielsen fra Skive var det både logisk og tvingende nødvendigt at sige stop nu, selvom OL i London kun ligger et halvt år fremme i tiden.

Årsag: Det var ganske enkelt ikke sjovt længere, og afsavnene var for voldsomme, skriver brødrene på deres blog på Dansk Sejlunions hjemmeside.

Måtte tilsidesætte alt

"Da vi tilsidesatte alt andet for at opnå succes i kapsejlads, tilsidesatte vi også mange af de ting, der var en del af drømmen til at begynde med," forklarer brødrene og fortæller, at kravene i verdenstoppen medførte markante ændringer i deres levevis.

"For at opnå den optimale fysiske restitution samt undgå sygdom nedprioriterede vi mange af de aktiviteter, vi ellers nyder at lave, både når vi rejser og er hjemme. For at undgå madforgiftning gik vi ikke længere ud for at spise. For at bevare det mentale overskud søgte vi væk fra sammenhænge, hvor vi skulle præstere socialt. Det blev en endimensionel og professionel tilværelse, som vi ikke trivedes med, men vi ved, at det er det der skal til, for at vi skal kunne præstere," fortæller brødreparret, som beretter om deres langsomme forvandling fra et par glade gutter til to sammenbidte elitesejlere.

LÆS OGSÅ: OL-håb indstiller karrieren

"Det var en simpel tilværelse drevet af drømmen om at opleve verden med sin jolle på slæb og helst fylde pokalskabet undervejs. Det krævede ikke andet end en 49'er, der kunne flyde, en mast og et sæt sejl. Resten kunne klares med gaffatape og epoxy."

Lysten forsvandt med sejrene

Men drømmen var ikke nok for det ambitiøse brødrepar, som satte sig for at ville nå toppen af international sejlsport.

"Vi ville bevise over for os selv, at vi var i stand til at opnå de sværeste mål tilgængelige, og vi kiggede hinanden i øjnene og blev enige om, at intet skulle hindre os i det. Det startede en proces, hvor hvert eneste forslag til forbedring blev afprøvet. Der var ingen unødvendige diskussioner om, hvorvidt noget kunne lade sig gøre eller ej. Vi prøvede os frem. Vi lærte hurtigt. Vi begyndte at vinde sejladser. Vi holdt op med at have det sjovt!," fortæller Simon og Emil på bloggen.

Trods det ensomme liv understreger brødreparret, at oplevelsen har givet dem uforglemmelig erfaringer og oplevelser.

Mange gode erfaringer

"Vi tager utroligt meget med fra sporten. Vi har lært meget om os selv og om, hvordan vi fungerer som mennesker. Vi vil altid kunne kigge hinanden i øjnene og vide, at hvad end vi vil forsøge at opnå her i tilværelsen, er det tilgængeligt!," skriver de.

Og afslutningen er ikke til at tage fejl af...

"Vi har bare lært, at vi ikke bliver lykkelige som elitesejlere," lyder brødrenes konklusion.