Fortsæt til indhold
Sport

Kessler efter tælling: Jeg var ramt

Der blev talt over Mikkel Kessler i starten af kampen mod Allan Green. Danskeren erkender, at han var ramt.

Ritzau

Det kom som lidt af et chok, da Mikkel Kessler pludselig rodede rundt på gulvet i første omgang af boksekampen mod Allan Green natten til søndag i Parken.

Danskeren blev først ramt af amerikanerens højrehånd, og umiddelbart efter tumlede Kessler omkuld efter lidt skubben og masen.

Hvad ikke alle 15.000 tilskuere opdagede var, at kamplederen, Ian John-Luis, efterfølgende talte over Mikkel Kessler, som dog hurtigt var kommet på benene.

- Ja, jeg var ramt. Jeg var ikke rystet, men jeg var ramt, siger Mikkel Kessler.

- Jeg tænkte, hvad sker der lige der, og så var jeg lige nede og rulle og så oppe at stå. Jeg skulle lige i gang, kunne jeg mærke.

Den 33-årige dansker, som for første gang boksede i letsværvægt, havde problemer i første omgang, hvor Allan Green var i den styrende rolle.

- Han har et rigtig godt jab. Han plejer slet ikke at slå så meget i de kampe, jeg har set, så jeg skulle lige ind i det.

- Det kan være rust og alt muligt. Jeg skulle lige i gang, siger Mikkel Kessler, som senest var i ringen i juni sidste år.

I fjerde omgang tog Mikkel Kessler en grusom hævn for gulvturen ved at sende Allan Green i kanvassen med et uhyggeligt venstre hook.

Her var det ikke nødvendigt at tælle, for Allan Green var så medtaget, at kamplederen omgående vinkede opgøret af.