Miraklet syd for Køge

Velkommen til Jeopardy!

Og fra kategorien "Obskure steder i Danmark" tager vi et svar til 1000 kroner:

»Lille flække syd for Køge med et fodboldhold, der imod samtlige odds og i strid med al sund fornuft blev danske mestre i år 2000«...

Hvad er Herfølge?

Spørgsmålet rumsterer i mit hoved, mens jeg prøver at finde en genvej til klasen af bygninger, der er for stor til at være en landsby, men på den anden side for lille til ligefrem at kalde sig by.

Så farer jeg vild og finder i stedet mig selv i Lellinge, hvilket i og for sig hverken er min eller Herfølges skyld, men derimod genvejsekspertens - en bedrevidende og efter eget udsagn stedkendt kollega (Jensen, red.).

Nu er hverken Danmark eller for den sags skyld Østsjælland et voldsomt uoverskueligt område, så med tiden passerer jeg dog alligevel byskiltet til Herfølge og ser til venstre - i køreretningen - lysmasterne fra Herfølge Stadion.

Dér blev lige omtrent halvdelen af, hvad man efter behag kan betegne som "Miraklet syd for Køge", "Eventyret" eller noget andet svulstigt, altså til.

Dér blev Herfølge Boldklub danske mestre.

Det bedste fodboldhold i Danmark placeret i en by, om hvilken det stadig kan diskuteres, hvor mange indbyggere der er, og om den er en stationsby eller en landsby.

Der er 5270 indbyggere i selve byen, siges det, men 12.000 i sognet. Der er en station.

Mere skal der ikke tages stilling til her.

Men det er selvfølgelig derfor, jeg er her. På grund af mesterskabet.

Hvordan har det kunnet lade sig gøre at opdyrke Sjællands fjerde største fodboldklub her? Er der er en særlig Herfølge-ånd?

Hvad er Herfølge?

Med en - for en journalist - usædvanlig fremgangsmåde vælger jeg at være systematisk denne tidlige formiddag i Herfølge. Jeg vil finde centrum. Og derfra udbygge mit lokalkendskab.

Herfølge centrum

Den i øvrigt udmærkede plan skal imidlertid vise sig at være vanskelig at føre ud i praksis.

Dels er der ikke vanvittigt mange at spørge i de øde gader, dels viser det sig at være ganske vanskeligt at udpege Herfølge Centrum.

Bagerjomfruen må give fortabt. Hun er ikke fra byen, hun har godt nok hørt, at Herfølge er med i toppen af superligaen, men ligefrem at udpege centrum? Næhh...

»Men prøv på Shell. De er vist lokale.«

Den er god nok.

Pia Hansen har boet i byen i 20 år, men har aldrig af den grund spekuleret nærmere over, hvor centrum er.

»Der er jo hovedvejen herude...,« forsøger hun.

»Men er der måske et gadekær,« prøver jeg at hjælpe.

»Gadekær og gadekær. Der er et vandhul nede ved Brugsen,« siger hun med et smil.

Det får så gøre det ud for centrum - relativt ydmygt, kan jeg konstatere, men hvad kan man forlange af en by, der mistede sin status som kommune i 1970 og i dag styres fra Rådhuset i Køge.

Fra det af mig udpegne centrum er der heldigvis ikke langt ned til Lokalhistorisk Arkiv for Herfølge og Sædder sogne. Der er faktisk ikke direkte langt fra noget sted til noget sted i Herfølge.

Arkivet deler adresse med jordemodertjenesten og Nærpolitiet. Og i øvrigt også åbningstid med sidstnævnte, hvorfor det må antages, at det er særligt dumt at begå en forbrydelse i Herfølge tirsdag og fredag mellem 0900 og 12.00.

På lokalhistorisk arkiv sidder en håndfuld frivillige og bestyrer gamle papirer og oplysninger om Herfølge og omegn. De byder på gammeldags gæstfrihed, kage og kaffe og understreger, at det altså ikke er sådan, at hele byen er bidt af en gal fodbold. Selv om boldklubben er blevet dansk mester...

Der er (op til flere) folk, der er næsten ligeglade, fortæller de.

Og de fortæller om Herfølge.

Ingen ved, for eksempel, hvordan byen fik sit navn. Muligvis stammer det fra den tid, da kongerne marcherede mod Vordingborg og - med hær og følge - holdt hvil i... Herfølge. Måske kommer det af Hærfuglen, der er at finde i både skolens og fodboldklubbens bomærke. I mange år kaldte de lokale byen for Herføgl, indtil statsminister Th. Stauning forbyggede kaos og kundgjorde - eller hvordan man nu gjorde den slags - at byens rette navn er Herfølge.

Men ingen ved altså rigtig hvorfor.

Til gengæld har den heroiske kamp mod overmagten, som Herfølge Boldklub vel kan siges at have udkæmpet, et historisk fortilfælde. Der er - kan man sige - tradition for den slags på egnen.

Træskoslaget

Vi skal tilbage til 1807, hvor Træskoslaget blev udkæmpet. Det var under Englandskrigene, da englænderne var gået i land i Køge Bugt og truede Herfølge. Fra en bakke øst for byen beskød englænderne med kanoner kirkegården, hvor datidens hjemmeværn med de forhåndenværende, primitive våben søgte at forsvare sig mod overmagten.

»Deraf navnet Træskoslaget, men jeg tror nu nok, at de måtte fortrække sig,« fortæller arkivar Karl Elnegaard.

Tiden må vise, hvor længe Herfølge Boldklub kan holde skansen.

Karl Elnegaard fortæller også om de mere fremtrædende sønner, som egnen har skabt. Der er selvfølgelig filmmanden Peter Ålbæk Jensen, der bor i Herfølge og er aktionær i Boldklubben. Forfatteren Klaus Rifbjerg har boet på en skole i området.

Og så er der selvfølgelig "Smatkongen". Jeg må vedgå, at jeg ankom til Herfølge i den tro, at det rette navn var "Saftkongen". Han er vist også blevet kaldt begge dele, forklarer Karl Elnegaard.

Det er under alle omstændigheder den samme mand. Gudmund Jørgensen. I Vedskølle lå hans fabrik, der fremstillede grundproduktet til marmeladefabrikation - vistnok kaldet pulp - som fortrinsvis blev eksporteret til Østeuropa.

Gudmund Jørgensen var på alle måder en farverig person, og han var manden bag den professionelle fodbold i Herfølge.

Unge i grøftekanten

Navnene på folkene bag fodbolden i Herfølge i det hele taget fortaber sig imidlertid i det uvisse. Tidsangivelsen er mere præcis. Den 3. juni i 1921 sad en flok unge mennesker i en grøftekant i Herfølge og diskuterede tidens problemer. Fodbolden - eller manglen på samme - kom på dagsordenen, og man mente nu nok, at spillet burde indføres i byen. Der blev fremskaffet en bold, og siden er der populært sagt spillet fodbold i Herfølge. Sporten og klubben voksede støt - kun afbrudt af få perioder med stagnation.

Fra 1978 begyndte spillerne at få penge for anstrengelserne. Og manden med tegnebogen var Gudmund Jørgensen.

Historien fortæller, at "Smatkongen" i begyndelsen var interesseret i at lægge sine penge i Køge Boldklub. Her var han i forvejen den direkte årsag til, at andetholdet blev kaldt "koteletholdet", fordi Gudmund Jørgensen altid bød på koteletter, når holdet vandt.

Velkommen i Herfølge

Men Køge Boldklub ville ikke afgive magten i den grad, som Gudmund Jørgensen havde forestillet sig det. Nu var "Smatkongen" kendt for at føre sine ideer ud i livet, og så kunne Herfølge Boldklub lige så vel bruges. Og i Herfølge var Gudmund Jørgensen velkommen.

Her blev der igennem ti år satset stor - undervejs fik Gudmund Jørgensen såmænd den tidligere landstræner Kurt Nielsen til klubben. Sådan var Gudmund Jørgensen efter sigende, der var ikke langt fra tanke til handling, og kun det bedste var godt nok.

Men det kostede.

»Hver januar til generalforsamlingen stod Gudmund Jørgensen med et checkhæfte og dækkede underskuddet. Han var en meget velhavende mand. Han havde syv BMW' er. En til hver dag i ugen,« fortæller klubbens nuværende professionelle formand, Martin Juul, der selv kom til at spille en væsentlig rolle i Herfølges overlevelse.

En redningsaktion blev nødvendig, fordi Gudmund Jørgensen døde pludseligt i 1988. Med ham døde også pengestrømmen til Herfølge Boldklub, der var dårligt rustet til at klare sig uden.

I 1992 stod klubben foran en betalingsstandsning og tvangsnedrykning til Danmarksserien. En ny tribune bygget i trygheden fra Gudmund Jørgensens tegnebog var ved at tage livet af Herfølge Boldklub.

Men 10 lokale erhvervsfolk gik ind og overtog tribunen og reddede med deres økonomiske hjælp klubben. Efter en sportslig nedtur vendte Herfølge i 1996 tilbage til den bedste række.

En af erhvervsfolkene var Martin Juul:

»Jeg kom til Herfølge i 1988 fra Bornholm. I Bornholm havde jeg spillet i en lille klub, hvor der var et utroligt godt klubliv. Jeg fandt det samme i Herfølge, og det var en af grundene til, at jeg sammen med ni andre fandt det værd at hjælpe klubben,« fortæller Martin Juul, der er direktør for Herfølges hovedsponsor.

Rørt til tårer

Fra Herfølges sejrsfest fortælles det, at flere af de 10 erhvervsfolk var rørt til tårer over klubbens største triumf. De mange års hårde slid med at holde forretningen oven vande havde givet et uventet udbytte.

»Vi er humlebien, der ikke burde kunne flyve, men alligevel gør det,« beskriver bestyrelses- og byrådsmedlem John Danielsen.

Gudmund Jørgensen såede et frø, andre erhvervsfolk og sammenholdet hjalp klubben igennem tørkeperioden, og nu høster Herfølge rigt.

Der er endnu en, som jeg skal møde, inden jeg forlader byen. Det er Frede Olsen.

I den forgangne uge er han flere gange vågnet op om natten, vækket af tanken om det virkelig kan være rigtigt. Kan det passe, at hans klub er ved at vinde mesterskabet?

»Jeg har næsten ikke turde tænke på det,« siger han.

Frede Olsen kan med større ret end de fleste kalde Herfølge Boldklub for sin klub.

Han kom første gang i klubben i 1948. Han spillede udendørs håndbold og husker, hvordan de klædte om og hængte deres tøj på buskene ved mergelgraven. Han er kommet i klubben lige siden. Efter hver kampdag er han blandt det frivillige korps, der fejer og rydder op på stadion. Og så spiller de tredje halvleg i det lille røde murstenshus, der næsten er blevet skjult af cafeteriaet, stadion og hallen.

»Da jeg begyndte her, var der kun det lille røde hus, hvor man klædte om og deltes om en enkelt bruser,« husker Frede Olsen.

En god historie

Han har altid været glad for at bo på egnen, hvor alle kender alle, som han siger, mens vi slentrer en tur rundt om stadion.

Og så veltimet som et tordenskrald i en B-film, råber en arbejdsmand til ham.

»Fortæller du nu historier igen.«

»Ja, det skal jo ikke være så kedeligt det hele,« svarer Frede.

Han er gift og har to børn. De har lige fejret guldbryllup, men hans kone mener nu, at det kun burde have været af sølv, så meget tid, som han har brugt i klubben.

Tredje halvleg

Frede Olsen er tømrer og har også i bogstavelig forstand været med til at bygge Herfølge Boldklub op med cafeteria, hal og stadion. Han elsker at komme i klubben og spille tredje halvleg med de andre. Og ingen vil formentlig sige én imod, hvis man tillader sig at mene, at det er mennesker som Frede, der er rygraden, lungerne og hjertet i en fodboldklub.

»Der er et helt specielt sammenhold i klubben. Der kom en ind fra København, som nu er med. Han siger, at han aldrig har oplevet sådan et sammenhold. Og dem fra Købehavn, de er ellers ikke sådan at dupere,« fastslår Frede Olsen.

Vi vil helt undlade at spørge om, hvad han følte, da mesterskabet var en realitet.

»Nogle gange har det da strejfet mig, om vi kan vokse os for store, så noget af sammenholdet går tabt. Men det tror jeg ikke. Her i Herfølge har vi begge ben på jorden.«

Jeg forlader Frede Olsen og Herfølge med en god fornemmelse. Det er ikke så værst, det her sted.

Hvis ellers jeg havde en CD-afspiller i bilen, ville jeg køre min egen vej du af byen og sætte en af Johnny Madsens sange på.

Den, der hedder noget, med:

»Her bliver nok en by engang.«

christian.thye@jp.dk