Fortsæt til indhold
Rejser

12 danske småbyer med kant

Læg vejen fordi ægte sommeridyl i 12 danske byer.

Pernille Uhd Kristiansen

Der er mange, hyggelige småbyer i Danmark, der hver især har deres egen charme og karakter. VisitDenmark har listet de 12 mest populære, og de er alle værd at lægge vejen forbi – i sommerferien eller en dag, hvor kalenderen er tom.

Byerne på listen har det tilfælles, at de hvert år tiltrækker mange både danske og udenlandske besøgende. Men derudover er byerne meget forskellige. Nogle er ekstraordinært velbevarede, andre har en unik placering, mens atter andre byder på en særlig historie. Tag på tur i Danmark og oplev de 12 perlers charme.

1. Skagen

Turistbyen på toppen af Jylland er kendt for sit specielle lys, der gennem tiden har tiltrukket malere, livsnydere og store mængder turister.

2. Mariager

Er du på udkig efter et romantisk tilflugtssted, kan Mariager, der ligger smukt ned til Mariager Fjord på Jyllands østkyst, varmt anbefales. Her er al den idyl, du kan forestille sig.

3. Ebeltoft

Ebeltoft, der ligger på Djursland, er en af Danmarks mest populære feriebyer. Her er brostensbelagte, smalle gader og skæve, gamle huse. Selv byens charmerende rådhus er en attraktion.

4. Sønderho

Sønderho er en gammel, men meget velbevaret søfartsby, der putter sig godt i klitterne på sydsiden af Vadehavsøen Fanø. Nyd freden i det lille bysamfund, der helt sikkert er et besøg værd.

5. Christiansfeld

Christiansfeld blev anlagt i 1773 og er en af Danmarks mest særprægede byer. Byen var oprindelig koloni for brødremenigheden, hvilket betyder, at byplanen er meget stringent og atypisk dansk.

6. Ribe

Få steder i landet kan du opleve en så intakt middelalderlig bykerne som i Danmarks ældste by, Ribe. Begynd turen i domkirkens tårn og få overblik over byens snørklede gadenet og det flade marskland.

7. Faaborg

Faaborg på Fyns sydkyst med Det Sydfynske Øhav til den ene side og de dejlige Svanninge Bakker i baglandet er en meget velbevaret by. Her finder du mange, fine, gamle huse, middelalderporten Vesterport og en meget smuk sengotisk kirke fra 1500-tallet, hvis kirketårn er byens vartegn.

8. Ærøskøbing

På nordkysten af Ærø, en god times sejlads fra Svendborg, ligger idylliske Ærøskøbing. Her er små, velholdte huse og ægte ø-stemning.

9. Dragør

Vil du kombinere storbyturen til København med fredelig stemning i en lille hyggelig by, så kan en tur til det gamle fiskeleje Dragør varmt anbefales. Byen ligger bare 12 km fra Københavns centrum og giver mulighed for både storbyliv og landsbyidyl i samme omgang.

10. Maribo

Den gamle klosterby Maribo ligger i utroligt smukke naturomgivelser ved både skov og sø. Besøg domkirken eller hop på turbåden "Anemonen" og nyd det hele fra vandsiden.

11. Stege

Møns hovedby, Stege, er et charmerende bekendtskab. Med krogede gader, rester af den gamle byvold og den velbevarede byport er historien tydelig at finde i gadebilledet.

12. Svaneke

Den bornholmske perle, Svaneke, byder på en af Danmarks suverænt hyggeligste havnefronter og er samtidig en trendy sommerby, der summer af liv i de krogede små gader og stræder.

Kilde: VisitDenmark