Fortsæt til indhold
Rejser

De fem bedste cocktailbarer i London

Cosmopolitan eller Tom Collins. London er fuld af barer, der serverer klassiske cocktails i stilfulde omgivelser. Her er fem af de bedste cocktailbarer i den engelske hovedstad.

Johanne Trærup

Booking Office

Foto: Booking Office

Booking Office er indrettet i en gammel togstation ved Kings Cross i London. Den gamle stationsbygning med store vinduer og højt til loftet er både stilfuld og hyggelig.

Med livemusik og cocktails for næsten enhver smag er det et godt sted at spendere en aften i London. Prøv f.eks. en varm Burnt Brandy, der er den perfekte drink på en kold vinter-aften, eller den klassiske Old Fashioned, stedets udgave er en af de bedste af sin slags i London.

Baren ligger i forbindelse med det historiske femstjernede hotel St. Pancras Renaissance fra 1873, der også er et besøg værd.

Booking Office
St Pancras Renaissance Hotel
Euston Road, King's Cross

www.bookingofficerestaurant.com

Nightjar

Foto: Nightjar

Nightjar er en af Londons skjulte perler, hvor du finder ægte old school-glamour og Mad Men-stemning.

Cocktails på Nightjar er delt op i fire kategorier: Pre-prohibition, der er klassiske opskrifter fra år 1600-1918. Prohibition, der er små og stærke cocktails fra forbudstiden fra år 1918-1932.

Kategorien Post-war dækker over klassikere fra 1940'erne og op til cocktailens renæssance i det nye årtusinde.

Den sidste kategori består af Nightjars signaturcocktails, der er mikset af stedets kompetente bartendere. Baren er ifølge Huffingtonpost ”den perfekte kombination af cocktails, jazz og godt selskab.”

The Nightjar
129 City Road, London

www.barnightjar.com

Ruby's Dalston

Foto: Ruby’s Dalston

Baren Ruby's Dalston ligger under det selvlysende cinema-skilt ved Newington Road.

Den er indrettet i det forhenværende køkken i en tidligere kinesisk take-away-restaurant og byder på et særegent stilmiks af gammel slagterbutik og en 1950'er dagligstue med retro-møbler. Men netop vintagecharmen er med til at gøre atmosfæren i kælderlokalet hyggelig og afslappet.

I baren mikses drinks, der ligner de klassiske cocktails men med et tvist af noget nyt. Prøv f.eks. en Old Fashioned med japansk whiskey eller en blåbærmojito.

Ruby's Dalston
76 Stoke Newington Road, London

www.rubysdalston.com

The Lonsdale

Cocktail fra The Lonsdale. Foto: Suzi Edwards-Alexander

På en stille og afsides sidegade i det hippe Nothing Hill-kvarter ligger The Lonsdale. Baren er ifølge magasinet Drinks International blandt de 20 bedste cocktailbarer i verden.

The Lonsdale viderefører nogle af de gamle cocktailtraditioner fra Londons klassiske og stilfulde barer fra 1960'erne. Der serveres cocktails baseret på opskrifter tilbage fra 1600-tallet og op gennem cocktailens historie frem til i dag.

Bartenderne mikser simple og stilfulde cocktails uden for meget fest og farver. En af de bedste er Russian Spring Punch med russisk vodka, lemonjuice, vin og Créme de Mure.

The Lonsdale
48 Lonsdale Road, Notting Hill, London

www.thelonsdale.co.uk

Graphic Bar

Foto: Graphic

Graphic Bar ligger ved Soho-kvarterets Golden Square – få minutter fra Picadelly Circus og Regent Street. Cocktailbaren har fokus på to ting: gin og upcoming kunst.

Her finder du Englands største samling af gin, der består af mere 235 forskellige slags, som er importeret fra hele verden. Derudover har baren udstillinger fra upcoming kunstnere og undergrunds streetart.

Som en lille gimmick har baren en cocktail, der for 30.000 pund, 280.000 kroner, vil blive serveret for dig, mens Tony Hadley, en engelsk popsanger, synger sangen ”Gold” ved bordet.

Graphic Bar
4 Golden Square, London

www.graphicbar.com

Læser du med fra mobilen, så se billeder fra barerne her.