Inkaernes forsvundne højborg

Inkaimperiets højborg, Machu Picchu, er flødeskummet på rejselagkagen - turens højdepunkt i bogstavelig forstand - for de fleste rejsende til Peru - ja, til hele Sydamerika.

Ruinen, der tiltrækker flere end 2.500 turister hver dag i højsæsonen, ligger på toppen af et bjerg midt i Andesbjergene på grænsen til Amazonas, og de billedskønne omgivelser har gjort stedet til det mest kendte symbol for inkatiden. Machu Picchu kun været kendt uden for området i 100 år.

Den 24. juli 1911 fortalte den amerikanske historiker Hiram Bingham for første gang om fundet af ruinerne. Egentlig ledte Bingham efter den forsvundne by Vilcabamba, som han i første omgang troede, at han havde fundet.

Berømt bjergvandring

Hver dag ankommer 500 vandrere til ruinerne via inkastien - den nok mest berømte bjergvandring i verden. Stien blev også opdaget af Bingham nogle år senere, men han lod den være tilvokset. I dag tager turen fire dage og går 43 km gennem bjergene til turens absolutte højdepunkt - Machu Picchu.

Men man kan også komme til de berømte ruiner på mere komfortable måder, om end der ikke findes nogen nem og hurtig vej.

Vi fløj fra Lima til Cusco, der ligger i 3.300 meters højde i Andesbjergene. Cusco-regionen er omgivet af inkaruiner, og en stor del af befolkningen taler quechua, inkaernes gamle sprog. Fra Cusco kørte vi i tog i tre timer til den lille by Aguas Calientes, der primært er opstået for at servicere de mange turister, der skal til og fra ruinerne, med menú turística på restauranterne.

Vender man ryggen til byens mange souvenirbutikker, kan man nyde bjergene og deres stejle klippevægge, der skyder op om byen. En overnatning på et af byens små hoteller, der også tilbyder massage, kan være en tiltrængt pause.

Solopgang over Machu Picchu

Det er kun folk, der tager inkastien og folk, der overnatter i Aguas Calientes, der kan opleve solopgangen på Machu Picchu. Det første tog fra Cusco ankommer kl. 9.52, så det gælder om at komme derop, inden de mange endagsturister invaderer stedet. Busserne i Aguas Calientes kører allerede fra kl. 5.30, og på en halv time blev vi fragtet et godt stykke op på det 2.400 meter høje bjerg, hvorpå ruinerne ligger gemt på toppen. De sidste få hundrede meter foregår til fods, men så bliver man også straks belønnet med synet af den sagnomspundne inkaruin - kun forstyrret af de vandrere fra inkastien, der sover på græsset rundt omkring.

Efter sigende har Machu Picchu kun to slags vejr: silende regnvejr eller brændende solskin. Det sidste var tilfældet på denne dag, og tidligt om morgenen er det heldigvis ikke for varmt i 2.400 meters højde. Hvis man tager en stentrappe til venstre for hovedindgangen, kan man kravle op til en lille hytte - en af de få bygninger, der er blevet genskabt med tag. Det gør hytten til et godt sted at søge ly for regnen, hvis man skulle komme på en af disse dage. Det er også her, man kan tage de postkortlignende billeder, hvor ruinerne spreder sig mellem grønt græs og store klippeformede bjerge i baggrunden.

En by til højst 1.200 mennesker

Heroppefra kan man tydeligt se inkabyens format. Midt mellem ruinerne ligger et stort, grønt område, som var den centrale plads i den gamle inkahøjborg. Til venstre ligger det hellige område, som rummer soltemplet, det royale palads og de ceremonielle bade. Til højre ligger beboelses- og industrikvarteret. Efter sigende har der kun boet mellem 800 og 1.200 personer i byen - langt færre end de turister, der dagligt betræder ruinerne.

Ofte kan det være svært at få en fornemmelse af, hvordan et sted egentlig så ud, når man kun kan se nogle stenblokke. Men mange af bygningerne på Machu Picchu står i dag som små huse med spidse gavle og firkantede vinduesåbninger - ligesom vi kender det fra nutidens byggeri - kun taget mangler. Og med et kort i hånden, der beskriver, hvad der er hvad, er man udstyret til at få en god fornemmelse af, hvor stor og betydningsfuld højborgen har været, og det bliver mere imponerende, når man tager i betragtning, at alt blev bygget midt i 1400-tallet, og at inkaerne ikke brugte hjul.

Ikke kun bygningerne er værd at studere på Machu Picchu. Ommgivelserne gør i lige så høj grad stedet unikt og spektakulært. Ruinen ligger på højderyggen af et bjerg, og smalle terrasser er hugget ind i skråningen, så ruinen nærmest går i ét med bjerget. Rundt om skyder flere bjerge op med spidse tinder og stejle skråninger. Står man ved yderkanten af ruinen, kan man se ca. 450 meter ned i dalen, hvor Urubamba-floden strømmer. På modsatte side af ruinen skyder bjerget Wayna Picchu op, som giver den karakteristiske baggrund til postkortbillederne af ruinbyen. Og om morgenen svæver der stadig små skyer rundt om bjergtoppen; de lægger en mytisk tåge over forgangen storhed.

Spanierne fordrev inkaerne

Der er stadig spekulationer om, hvad Machu Picchu blev brugt til. Stedet spillede en væsentlig rolle i inkaimperiet, men om det var en egentlig hovedstad eller mere en hellig by for betydningsfulde inkaer diskuteres stadig blandt arkæologer. De fleste mener, at byen blev bygget af og til inkaernes leder, Pachacuti, omkring 1450. Men stedet blev forladt godt 100 år efter, da spanierne invaderede Peru.

I 1983 kom Machu Picchu på Unescos verdensarvsliste, og i 2007 blev ruinerne optaget på listen over ”verdens nye syv vidundere” sammen med blandt andet Den Kinesiske Mur. Perus regering har i flere år ytret bekymring for den stigende turisme, der lægger et stort pres på ruinerne. På vej i bussen derop tænkte vi da også: hvorfor bygger man ikke en svævebane? Det vil være meget nemmere og formentlig mere miljøvenligt end at transportere turister i minibusser ad snørklede veje, som for kun halvandet år siden var begravet i mudder på grund af et voldsomt regnskyl, der fangede op til 4.000 turister og lokale på bjerget.

Men bagefter fik vi at vide, at planer om svævebane, helikopterplads og luksushoteller er blevet afvist for at undgå, at stedet bliver ødelagt, og selv luftrummet over ruinen er lukket for at beskytte det historiske ikon.

LÆS OGSÅ: Den forsvundne by i Colombia