Vi vil have rejser med det hele
<p>Rejsebureauerne melder om stærkt stigende salg af rejser med all inclusive til børnefamilier, skriver 24timer.</p>
Danske børnefamilier på charterferie vil ikke længere risikere, at budgettet til mad, sodavand og is løber løbsk på ferien. Salget af såkaldte ‘all inklusive’ rejser, hvor mad og drikkevarer er betalt hjemmefra, er nemlig steget markant siden samme periode sidste år. Det melder man både hos Star Tour, Falk Lauritsen, Apollo Rejser og My Travel.
»Det er virkeligt blevet populært. For fem år siden havde vi fem all inclusive-hoteller, og i dag har vi 124. Stigningen alene fra sidste år til i år er på 25 procent,« siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour til 24timer.
Hos My Travel er efterspørgslen på all inclusive rejser blevet fordoblet siden sidste år, og ifølge salg og marketingdirektør Jan Vendelbo skyldes væksten især, at rejseformen er blevet populær blandt børnefamilierne.
»De vil være rimelig sikre på, at feriebudgettet hænger sammen, og med all inclusive kender familierne udgifterne til mad og drikke. Det er en fordel, fordi det ellers kan blive en dyr fornøjelse at rejse med børn,« siger han.
Maden kan variere
Man skal dog se sig for, inden man springer på den første som den bedste all inclusive-rejse. Den inkluderede mad kan nemlig variere meget fra hotel til hotel.
»Som regel er maden en buffet, men man skal ikke gå under et kategori 3.5 hotel. Oftest hænger niveauet på all inclusive maden sammen med hotellets kategori,« siger Jan Vendelbo.
Og selv om mange børnefamilier ifølge Stig Elling vælger all inclusive rejser, fordi de kan spare mellem 35 og 50 procent på madudgifterne, tror han ikke, at all inclusive rejser bliver mindre populære, når finanskrisen er overstået.
»Man udvikler hele tiden all inclusive konceptet, efter hvad kunderne gerne vil have, og der er masser af nye muligheder, som vil gøre, at der er noget for enhver smag,« siger Stig Elling.