DF'er om racister i partiet: "Det var bestemt ikke sådan jeg mente det"
Kristoffer Hjort Storm sagde søndag ifølge Nordjyske, at nogle i partiet er slemme racister. Men det var ikke sådan ment, sige han til Jyllands-Posten.
"Mange opfatter os i DF som slemme racister. Det er der nogen, der er, det må jeg sige ærligt, men det gælder slet ikke os alle."
Sådan lød det fra Dansk Folkepartis folketingskandidat i Nordjylland, Kristoffer Hjort Storm, til et vælgermøde søndag aften. Det skriver Nordjyske.
Men det var slet ikke det, som folketingskandidaten egentlig ville have sagt.
"Jeg kan godt høre, at jeg får det til at lyde som om, at DF består af racister. Men det er bestemt ikke tilfældet, og det var bestemt ikke sådan, jeg mente det. Det er kluntet af mig at sige det på den måde. Jeg har formuleret mig dårligt, og det vil jeg gerne beklage," siger Kristoffer Hjort Storm til Jyllands-Posten.
Vælgermødet blev afholdt i en moské i et fabrikslokale i Aalborg, hvor seks folketingskandidater havde takket ja til invitationen fra foreningen Kulturformidling og Ungdomsvejledning, der driver moskeen.
Formanden for foreningen bag moskeen, Mohammed Hassan Guled, forklarede tilhørerne og politikerne, at formålet med mødet var at vise, at mange muslimske indvandrere ser sig selv som en del af det danske samfund.
"Og så må politikerne og medierne gerne vide, at vi er mange muslimer, som selvfølgelig vil stemme. Nogle få, der har fået meget taletid, repræsenterer ikke det store flertal," sagde han ifølge Nordjyske.
Kristoffer Hjort Storm fortæller til Jyllands-Posten, at han var meget glad for at være blevet inviteret til mødet, som ifølge ham også handlede om "fordomme - muslimer til os og os til dem". Han sagde også til forsamlingen søndag, at han ”blev rigtig, rigtig glad for invitationen og håbede, at dialogen kunne fjerne fordomme på begge sider”.
"Jeg tror, at man kan finde skæve eksistenser alle steder. Jeg har ikke ment, at Dansk Folkeparti består af racister, for det synes jeg bestemt ikke. Og det vil jeg gerne understrege. Men derfor kan man måske godt finde et enkelt racistisk medlem, men det kan man måske også i SF og Venstre, hvis man kigger godt efter," siger det nordjyske folketingsmedlem og fortsætter:
"Det, jeg har sagt, kan nok godt opfattes forkert. Jeg tror, at det er taget ud af en sammenhæng. Vi er ikke racister i DF."
Kristoffer Hjort Storm fortæller, at mange af de deltagende unge muslimer kom hen til ham efter vælgermødet og fortalte, at de var glade for hans fremmøde. Derudover fortalte enkelte af dem ifølge folketingskandidaten selv, at de var enige i nogle af hans synspunkter.
Hvilket han også skrev på sin Facebookside.