Fortsæt til indhold
Politik

PET-chef går af

Få timer før terrorpressemøde meddeler Justitsministeriet, at chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jens Madsen, går af.

For anden gang på mindre end to år skal Politiets Efterretningstjeneste (PET) have ny chef.

Kort før justitsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger en redegørelse om politiets indsats under terrorangrebet i København i februar, forlader PET-chefen, Jens Madsen, pludselig sin stilling.

Det står endnu ikke klart, om der er en direkte sammenhæng mellem de to begivenheder.

Jens Madsen udtaler selv:

”Det har været en spændende udfordring at lede PET de seneste halvandet år. Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en meget krævende stilling og har været en meget krævende periode," siger han i en pressemeddelelse udsendt af Jusitisministeriet.

"Efter grundige overvejelser har jeg aftalt med departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen, at jeg nu vil kaste mig over nye opgaver med at udvikle dansk politi," tilføjer han.

Fratrædelsen sker på et tidspunkt, hvor både politiet og PET er hårdt spændt for på grund af det øgede terrorberedskab efter angrebet i København.

Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt kan dog ikke vurdere, om det giver problemer for terrorindsatsen, at PET i en periode kommer til at stå uden chef.

"Men der sidder mange gode folk i PET, som jo er godt inde i sagerne, så jeg tror og håber, at det ikke får betydning," siger Oxfeldt, som selv er dybt overrasket over Jens Madsens pludselige afgang.

Den 47-årige Jens Madsen, der i sin tid blev hentet til PET fra Bagmandspolitiet, afløste den mangeårige PET-chef Jakob Scharf den 1. januar 2014. Han nåede altså kun at sidde halvandet år i jobbet, hvor Scharf til sammenligning sad syv år i chefstolen i PET-hovedkvarteret i Søborg.

Inden PET arbejde Jens Madsen i alt 16 år hos Bagmandspolitiet, hvor han blandt andet beskæftigede sig med sager om hvidvask og finansiering af terrorisme på nationalt og internationalt plan.

Spørger man tidligere operativ chef i netop PET, Hans Jørgen Bonnichsen, er det ganske opsigtvækkende, hvor kort tid, Jens Madsen, nåede at været PET-chef.

"Historisk set er det bemærkelsesværdigt, at han allerede stopper nu," siger Bonnichsen til Ritzau.

"Ser man på de seneste mange PET-chefer, har de været på posten i fire-seks år, så det er bemærkelsesværdigt, at han stopper efter halvandet år," tilføjer han.

I månederne op til, at Jens Madsen overtog chefjobbet i januar 2014 havde efterretningstjenesten været martret af interne samarbejdsvanskeligheder. En rapport viste senere, at medarbejdernes mistillid til ledelsen i efteråret 2013 var så massiv, at der udviklede sig en decideret "kamplignende situation" i tjenesten. Problemerne førte i sidste ende til, at Jakob Scharf måtte gå af.

I Jens Madsens tilfælde flytter han 1. juni fra PET til Politiområdet i Rigspolitiet.

”Jens Madsen har varetaget en svær opgave i en svær tid. Det skal han have stor tak for, og jeg er overbevist om, at de nye opgaver bliver et godt match for ham og for politiet," siger Justitsministeriets departementschef Barbara Bertelsen.

Siden terrorangrebet i København har der været særligt fokus på PET og politiets terrorberedskab. Allerede dagen efter angrebet meddelte Jens Madsen, at den 22-årige gerningsmand Omar El-Hussein i forvejen var kendt af efterretningstjenesten forud for attentaterne.

"Det er en person, vi kendte i forvejen. Det er en person, som var inden for PET's radar," sagde Jens Madsen og tilføjede, at PET ikke havde viden om, at Omar El-Hussein skulle have været udrejst til konfliktzoner såsom Syrien eller Irak.

Det er senere kommet frem, at fængselspersonale hele tre gange advarede Kriminalforsorgen om, at Omar El-Hussein viste tegn på radikalisering, da han sad fængslet forud for terrorangrebet. Det fremgår af en fortrolig redegørelse fra Rigsadvokaten, som Jyllands-Posten er i besiddelse af dele af.

Kun én af advarslerne fra fængselspersonalet blev videresendt til PET. Det skete i september 2014, da Omar El-Hussein, som sad varetægtsfængslet for et groft knivoverfald, talte om at ville til Syrien for at kæmpe, når han blev løsladt. Løsladelsen fandt sted sidst i januar 2015.

To uger senere begik han terrorangrebene mod Krudttønden og den jødiske synagoge. Han blev selv blev dræbt senere samme nat under en skudduel med politiets aktionsstyrke 15. februar.