Valgforsker: Nationalpartiet har ikke en chance
Partiet er et overraskende og interessant projekt men langt fra Folketinget, mener professor.
Danske værdier som tolerance, respekt og åbenhed er under angreb, mener tre brødre, der torsdag meddelte, at de har stiftet et nyt parti, der skal gå forrest i kampen for fællesskabet.
Partiet er allerede godkendt af Indenrigsministeriet og har sin egen forening og bestyrelse. Det er nu gået i gang med at indsamle underskrifter for at blive valgberettiget.
Formanden for partiet, den ene af brødrene, Kashif Ahmad, sidder i Hvidovre byråd. Men ud over ham har brødrene indtil nu ikke været fremme i offentligheden, og det kan sætte en stopper for deres politikerambitioner.
"Det er altid meget meget vanskeligt at starte et nyt parti, og det er yderligere vanskeligt for de her gutter, fordi de ikke er specielt kendte i den bredere offentlighed," siger Professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet og valgforsker Robert Klemmensen
Hen peger på, at Uffe Elbæk og hans nye parti, Alternativet, endnu ikke har formået at indsamle de omkring 20.000 underskrifter, der kræves for at kunne stille op til Folketinget. Det på trods af at han er en relativt kendt person der allerede sidder i folketinget.
De tre brødre, Kashif, Asif og Aamer Ahmad, der har startet partiet, har pakistansk baggrund, og det mener Robert Klemmensen gør deres parti interessant.
"Jeg synes på nogle punkter, at det er et interessant projekt, og det er overraskende i den forstand, at vi nu har nogle med indvandrerbaggrund, som stiller sig op og siger, at danskerne ikke er tilstrækkeligt danske om man så må sige. Det er jo om ikke andet tankevækkende og provokerende," mener han.
Det overraskende ligger ifølge ham i, at Nationalpartiet vælger at sælge sig selv som et parti, der skal gøre Danmark tolerant og åbensindet igen, som det ifølge partiet var, da brødrenes far kom til landet.
Partiets opstart har da også fået en hel del opmærksomhed i pressen, men det er ifølge Robert klemmensen langt fra nok til at komme i folketinget.
Et nyt radikalt venstre
Nationalpartiet skriver på deres hjemmeside, at dets mærkesager ligger inden for områderne værdi og velfærd.
Partiet vil blandt andet afskaffe 24-års-reglen og tilknytningskravet, revurdere folkeskolereformen, skaffe flere varme hænder i sundhedssektoren og afbureaukratisere den offentlige sektor.
Det lyder ifølge Robert Klemmensen bekendt.
"Det lyder jo som det radikale venstre, inden det radikale venstre gik ind for stramninger på indvandrerområdet. Det tog en uge før vi fik det gamle radikale venstre tilbage i form af et nyt parti."
Giver det dem så større eller mindre chance for at få succes?
"De har vel ingen chance. Mit bud er, at de ingen chance har."