Danskerne bliver mere og mere EU-skeptiske
Næsten hver anden dansker er blevet mere skeptiske over for EU i løbet af det sidste halve år, viser ny måling
Med 22 dage tilbage til EU-Parlamentsvalget går det nedad for den danske EU-optimisme.
46 procent af de adspurgte i en Megafon-måling foretaget for Politiken og TV2 svarer, at det seneste halve års EU-debat har gjort dem mere skeptiske over for unionen. Kun fire procent svarer, at de er blevet mere positive, skriver Politiken søndag.
- Målingen understreger, at den politiske debat betyder noget, og hvor vigtigt det er, at det store flertal af EU-positive partier fastholder proportionerne i debatten, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til Politiken.
- Det handler om politisk lederskab. EU betyder fred, friheder til os alle og tusindvis af arbejdspladser.
Trods politikernes EU-glæde, vinder skepticismen hurtigt terræn. I løbet af april har syv procentpoint flyttet til den skeptiske retning sammenlignet med en måling fra slutningen af marts.
"En klar, bredere europæisk tendens"
Det er især udbetaling af velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere, der har præget de seneste måneders debat. Lige fra børnechecken til det pressede danske dagpengesystem.
Danskerne er ikke alene om at frygte, at øst- og sydeuropæiske lande vil snylte sig til ydelser og støtte fra de nord- og vesteuropæiske lande.
Sådan lyder vurderingen fra Sara Hagemann, der er lektor i europæisk politik på London School of Economics. Hun kalder udviklingen en "klar, bredere europæisk tendens".
- Det er ikke nødvendigvis sådan, at de nye vælgere kan erklære sig enige i hele partimanifestet hos de yderliggående partier. Snarere er der tale om en protest mod den etablerede midte, siger Sara Hagemann til Politiken.