Fortsæt til indhold
Politik

Vilhelmsen erkender »særbehandling«

I Folketinget talte minister om »fuldstændig lige vilkår«. Nu erkender hun, at det var lodret forkert.

Socialminister Annette Vilhelmsen erkender nu, at hun har givet Lisbeth Zorning Andersen »særbehandling,« da Zorning modtog én million kroner fra staten.

Det fremgår af et af flere svar til Folketinget blot få timer, før Vilhelmsen skal i et samråd om den omstridte sag.

»Stemmer på kanten har fået væsentlig mere vejledning end de øvrige ansøgere om støtte fra puljen, hvorfor jeg mener, det er rigtigt at sige, at Stemmer på kanten har fået særbehandling,« skriver Annette Vilhelmsen i svaret til Folketinget.

Til Folketinget har Vilhelmsen den 8. november i år sagt, at Zornig har ansøgt »på fuldstændig lige vilkår, og hendes ansøgning er blevet vurderet på de samme vilkår, som de øvrige ansøgninger er blevet vurderet«.

En million til dig

Sagen begyndte, da Annette Vilhelmsen - for rullende tv-kameraer - under et tilfældigt møde i Odense pludselig sagde til meget overrasket Zornig: »Det er en million til dig!«.

Zornig havde på dette tidspunkt slet ikke ansøgt om millionen endnu, men fik siden grundig vejledning fra ministeriet til en ansøgning, der da også endte med en udbetaling på præcis én million kroner.

Vilhelmsen har tidligere beklaget dele af forløbet, men har endnu ikke forklaret, hvorfor hun ikke tog kontakt til Zornig og beklagede sit løfte.

I stedet valgte Vilhelmsen på egen hånd at hæve puljen fra én til to millioner kroner, så der også kunne gives penge til andre formål.

Til Folketinget siger Vilhelmsen, at fejlen skyldes, at Vilhelmsen og hendes embedsmænd "taler forbi hinanden" under mødet i Odense i august kort, før hun lover Zornig én mio. kr.

Vilhelmsen tror, at embedsmændene taler om kampagnen 'Stemmer På Kanten', mens embedsmændene taler om puljen fra Socialministeriet.

'Teknisk fejl'

Et spørgsmål i sagen har også været om det overhovedet var lovligt at give pengene til enkeltmandsvirksomheden Huset Zornig, da puljen fra Socialministeriet kræver, at pengene går til en »organisation«.

I et svar til Folketinget siger Vilhelmsen, at der i dette tilfælde blot er tale om en »teknisk fejl, der ikke har betydning for projektets afvikling eller lovligheden af det tilkendte tilskud«.

I samme forbindelse oplyser Vilhelmsen, at man har lov til at »dispensere fra vejledningen«.

Dybt problematisk

Enhedslisten har tidligere fredet Vilhelmsen i sagen, men vil nu afvente situationen.

Venstre og Dansk Folkeparti kalder begge sagen »dybt problematisk«.

Venstre vil dog endnu ikke konkludere om ministeren bør træde tilbage - eller blot modtage en ’næse’ for sine fejl.

»Men jeg er træt af nye søforklaringer, som ministeren i øjeblikket skiftet ud lige så hurtigt som andre skifter undertøj. I bedste fald har ministeren vildledt Folketinget - og i værste fald har hun talt usandt,« siger Venstres Jakob Engell-Schmidt.

Enhedslisten har ikke besvaret Jyllands-Postens henvendelser onsdag formiddag.