Fortsæt til indhold
Politik

Søvndal: Vi er klar til at sende bidrag til Mali

Ifølge Søvndal har FN-styrken i Mali brug for transportfly og stabsofficerer, og det råder Danmark over.

Ritzau

Danmark vil formentlig om kort tid sende 10 stabsofficerer og et Hercules transportfly til Mali for at bistå FN-styrken i landet.

Forud for et møde Udenrigspolitisk Nævn torsdag siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF):

- Vi er klar til at sende et bidrag til Mali under forudsætning af, at vi får opbakning fra partierne i Folketinget.

Meget tyder på, at regeringen på mødet med de øvrige partier vil lægge op til, at Danmark skal sende et Hercules transportfly og 10 stabsofficerer.

- FN-styrken vil gerne have transportfly og nogle stabsofficerer. Og det passer fint i forhold til de kapaciteter vi har, siger Villy Søvndal, som understreger, at der ikke bliver tale om at sende danske kampsoldater til Mali.

Flere partier har forud for dagens møde i Udenrigspolitisk Nævn til Politiken sagt, at de er parat til at bakke op om et dansk bidrag til Mali.