Søvndal: Obama stopper Bush's krig mod terror
Udenrigsminister Villy Søvndal glæder sig over præsident Obamas opgør med George W. Bush's krig mod terror.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) roser USA's præsident, Barack Obama, for torsdag i sin store terrortale at aflyse den krig mod terror, som hans forgænger George W. Bush indledte efter terrorangrebet 11. september 2001 på USA.
- Det er i virkeligheden en afstandtagen fra Bush-æraens meget svulstige retorik og tilbage til en langt mere fornuftig tilgang. Selvfølgelig vil ingen af os acceptere, at terrorgrupperinger bestemmer på denne jord, siger Villy Søvndal.
- Derfor gik vi fra dansk side ind i Mali. Men forestillingen om, at det er en krig mod én stor bevægelse - sådan er det jo ikke. Det åbner for en meget mere sammenvejet tilgang af alle forskellige instrumenter i udenrigspolitikken, som også er den danske tilgang.
Sikkerheden skal i top
Villy Søvndal glæder sig over, at retssikkerheden ifølge Obama skal i top, før USA benytter væbnede droner til at dræbe terrorister som i Pakistan og Yemen.
- Vi har kritiseret amerikanerne for at have en for maksimalistisk tilgang. I går understregede han det retssikkerhedsmæssige ved at anvende droner.
- Han understregede også, at man skal være sikker på, at de ikke anvendes mod uskyldige, siger Villy Søvndal.
En sort plet
Præsident Obama fjerner en plet på retssikkerheden ved at afvikle fangelejren Guantanamo i Cuba, som huser såkaldte "hostile combattants", mener udenrigsministeren.
- Det er en rigtig god idé. Desværre har et flertal i den amerikanske kongres spærret for den mulighed. Det er jo en sort plet på verdens retssikkerhed, at mennesker har været buret inde i op til 10 år uden rettergang, siger Villy Søvndal.
- I et retssamfund er det en grundlæggende ting, at skyldige mennesker skal stilles for en dommer og dømmes. Det har Guantanamo været et brud med, mener udenrigsministeren.