Fortsæt til indhold
Politik

Thorning: Det går den forkerte vej

Der er for stor forskel på, hvor langt et liv direktøren og chaufføren lever.

Uligheden i sundhed er for stor.

Det slog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fast, da hun i dag holdt tale ved regionernes generalforsamling.

”I dag har direktøren og buschaufføren formelt lige adgang til sundhedsvæsenet,” sagde statsministeren.

”Men reelt lever de rigeste danske mænd 10 år længere end de fattigste. Og forskellen er næsten fordoblet i løbet af de seneste 25 år. Det går den forkerte vej. Det skal vi gøre bedre,” sagde hun.

Patienter på gangene

Helle Thorning-Schmidt erkendte i talen, at for mange patienter bliver kastebolde i sundhedssystemet.

”Vi har organiseret sundhedsområdet, så det består af to offentlige myndigheder – kommuner og regioner – og så de praktiserende læger. Og den måde at organisere tingene på fungerer fint i de mange tilfælde, hvor man holder sig inden for sektorgrænserne.”

”Hvis man for eksempel brækker et ben, er det ikke så kompliceret. Det er en sag for sygehuset,” sagde statsministeren.

”Men hvis man er en af de mange danskere med diabetes, KOL eller dårligt hjerte, så er det sandsynligt, at man har brug for både sygehus, kommunal sygepleje og egen læge. Og i den situation går det alt for ofte galt. Det synlige resultat er, at mange kroniske patienter og gamle ligger i en sygehusseng på en overbelagt afdeling.”

Fra 98 til 5

For at skabe mere ensartethed i sundhedssystemet gjorde Thorning-Schmidt det klart, at der skal tages et opgør med de gældende sundhedsaftaler i kommunerne.

I dag har hver kommune en sundhedsaftale, som dikterer, hvad der skal ske med en patient efter udskrivelse fra sygehuset.

Men fremover skal der kun være fem sundhedsaftaler – en for hver region.

”I dag er der 98 sundhedsaftaler. Og her er dømt spredt fægtning mellem 98 kommuner. Sygehusene skal forholde sig til, at patienter, der fejler det samme, men er fra forskellige kommuner, får forskellige tilbud, når de bliver udskrevet. Jeg foreslår, at vi i stedet får én sundhedsaftale for hver region,” sagde Helle Thorning-Schmidt.