Fortsæt til indhold
Politik

Statsrevisorer frikender Uffe Elbæk i gøglersag

Der var faglige grunde til, at Uffe Elbæk holdt fem middage på hans mands arbejdsplads.

Ritzau

Statsrevisorerne frikender tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) for inhabilitet i sagen om arrangementerne på Akademiet For Utæmmet Kreativitet, AFUK.

Statsrevisorerne skriver i deres beretning, at "der lå kulturpolitiske, faglige eller logistiske begrundelser for, at den daværende kulturminister afholdt fem konkrete arrangementer på Akademiet For Utæmmet Kreativitet."

Beskyldt for nepotisme

Uffe Elbæk blev beskyldt for nepotisme, da det kom frem, at han som kulturminister holdt fem arrangementer på AFUK - også kendt som gøglerskolen - hvor hans mand er ansat.

Uffe Elbæk afviste anklagerne om nepotisme med, at arrangementerne var fagligt begrundede, og det har Statsrevisorerne nu givet ham ret i.

Kulturministeriet bliver dog kritiseret, fordi det ikke undersøgte, om der var problemer med Elbæks habilitet i sagen,

- Statsrevisorerne finder, at kulturministeren og Kulturministeriets departement har haft en utilstrækkelig dialog om ministerens mulige inhabilitet, lyder det i beretningen fra Statsrevisorerne.

Svage interne kontroller

De konkluderer desuden, at arbejdsgangene i Kulturministeriet har haltet:

- Interne kontroller og forretningsgange for møde- og repræsentationsudgifter i Kulturministeriets departement har været svage i 2011 og 2012, idet man i flere tilfælde har afveget fra interne retningslinjer om for eksempel beløbslofter for bespisning.

Ifølge statsrevisorerne var tre ud af de fem arrangementer ikke efter bogen, blandt andet fordi de var dyre i forhold til ministeriets retningslinjer for bespisning og indhentning af alternative tilbud.

Kulturministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at revisorernes beretning allerede har ført til, at man er ved at stramme op på praksis i ministeriet.

Sagen førte til, at Uffe Elbæk i december sidste år trak sig som minister.