Erhvervsliv ærgrer sig over Sohns afgang
Gode karakterer til Ole Sohn fra erhvervsorganisationerne.
Det lyder umiddelbart som et mareridt: Tidligere kommunistformand som minister for det danske erhvervsliv.
Ifølge Dansk Erhverv har der dog langt fra været tale om noget mareridt. Her roser man i stedet Ole Sohn for hans indsats på området.
- Vi er da ærgerlige over, at han stopper. Vi har haft et glimrende samarbejde med ham, siger Jens Klarskov, der er administrerende direktør for Dansk Erhverv.
Lyttende og åben
Hos Dansk Industri har man et princip om ikke at forholde sig til enkeltpersoner. Alligevel tør underdirektør Kent Damsgaard godt rose erhvervsministeren for lydhørhed.
- Lydhørheden omkring den vanskelige finansieringssituation, som mange virksomheder står i, har været god, både fra hans og regeringens side, siger Kent Damsgaard.
Både Dansk Industri og Dansk Erhverv kan dog også pege på en lang række minusser, set fra et erhvervsmæssigt synspunkt, som regeringen har haft. Fælles for kritikpunkterne er især, at det er initiativer fra ministerområder, som har haft negativ effekt på erhvervslivet.
Jens Klarskov henviser blandt andet til nye arbejdsgiverafgifter på op til halvanden milliard kroner, som træder i kraft fra årsskiftet, og så sager som for eksempel skatteomlægningen, der rammer virksomhedernes udsendte.
- Og der kunne vi godt fremadrettet ønske os, at den nye minister får til opgave at holde øje med, at den samlede erhvervspolitik er positiv, siger Kent Damsgaard.
- I det samlede regnskab gælder det jo om at få skabt en bedre erhvervspolitik, siger han.
Vilhelmsen i spil
Mange gætter på, at SF-formandskandidat Annette Vilhelmsen vil placere sig selv i Erhvervs- og Vækstministeriet, hvis hun vinder formandsvalget i SF.
Hos Dansk Erhverv vil man dog ikke tage stilling til, hvad det kan betyde.
- Vi håber, der vil komme en rigtig god minister, som vil fortsætte med at være optaget af erhvervslivets forhold, siger Jens Klarskov.