Fortsæt til indhold
Politik

Eks-borgmester dropper S efter skatteforlig

Den sociale balance er tippet i skattereformen, siger tidligere borgmester.

En 46 år lang karriere som socialdemokrat sluttede for den tidligere S-borgmester Benny Schwartz Larsen med fredagens skatteforlig.

Aftalen mellem regeringen og Venstre/Konservative tipper til den forkerte side, siger Benny Schwartz Larsen, som i 12 år var socialdemokratisk borgmester i den nu nedlagte Rudbjerg Kommune på Vestlolland og sammenlagt sad 24 år i kommunalbestyrelsen.

Benny Schwarz Larsen, tidligere borgmester i Rudbjerg Kommune.

I weekenden sendte han et brev med sin udmeldelse af Socialdemokraterne til partiforeningen på Vestlolland, skriver P4 Øst.

Enhedslisten overset

"Når sosu-assistenten, kassedamen, bistandsklienten, folkepensionisten og den arbejdsløse skal have mindre, og direktørerne og andre vellønnede skal have mere, synes det som om, at den sociale balance er tippet til den forkerte side, og det ligger helt uden for min opfattelse af, hvad socialdemokratisk politik skal gå ud på," skriver Benny Schwartz Larsen i brevet.

"Når man samtidig kan konstatere, at der rent faktisk var en mulighed for at lave et fornuftigt skatteforlig med Enhedslisten, hvor den sociale balance var til stede, må jeg sige fuldstændigt fra, og har derfor besluttet at opsige mit medlemskab af Socialdemokratiet," siger den tidligere borgmester i Rudbjerg Kommune til TV 2 Øst.

Røde vælgere: Det er skævt

Den tidligere S-borgmester står ikke helt alene med sin kritik af skatteaftalen, viser en vælgerundersøgelse, som Jyllands-Postensen har offentliggjort mandag.

Her svarer 64,9 procent af Socialdemokraterne og Enhedslistens vælgere, at de finder skatteaftalen socialt skæv, blandt andet fordi den delvist finansieres via overførselsindkomsterne.

Aftalen er heller ikke populær i SF's bagland. Partiets landsledelse holdt krisemøde i aftes om skatteaftalen, og efter mødet udsendte landsledelsen et krav om, at forholdet til det forsmåede støtteparti, Enhedslisten, "må og skal forbedres".