Lokalformænd: Thorning er »dumstædig«
Regeringen er »helt væk fra virkeligheden,« siger lokalformænd for 3F og Dansk Metal i Horsens.
Thorning har et personligt ansvar for trepartsforhandlingers sammenbrud.
Og det skyldes først og fremmest, at regeringen fuldstændig har tabt tråden med borgerne og er langt væk fra virkelighedens problemer.
Så barsk er kritikken fra lokalformændene for 3F og Dansk Metal i Horsens i et åbent brev til regeringen.
De kalder projektet med at afskaffe to helligdage for at finde fire mia. kr. for et regnestykke, der kun kan give mening i Finansministeriet.
»De sidste ugers heftige debat i kantiner, fagforeninger, hen over hækkene og til møder har vist, at de (regeringen, red.) har bevæget sig helt væk fra den virkelige verden,« skriver Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og omegn og Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens og medlem af Dansk Metals hovedbestyrelse.
Historisk fejltagelse
De to fagforeningsformænd kalder Thorning for »dumstædig,« for ikke at indbyde til egentlige forhandlinger, men for at bede om »tilsagn« fra fagforeningerne til at fjerne de to helligdage.
Sørensen og Sørensen kalder det en »historisk fejltagelse,« hvis regeringen opgiver at lave politik i samarbejde med fagbevægelsen.
»S og SF blev båret til magten efter en aktiv indsats fra fagforeninger og forbund. Det handler ikke om, at vi nu skal have ”vennetjenester” tilbage for indsatsen. Nej, det handler om, at S og SF’s løfter om at skabe anden regeringsførelse end VK nu må indfries,« skriver de to i brevet.
En mikroskopisk chance
Lokalformændene foreslår, at Thorning og finansminister Bjarne Corydon straks kommer til forhandlingsbordet igen for velfærdens og de mange arbejdsløses skyld.
»Og såmænd også for at være med til at fastholde, at der er bare en mikroskopisk chance for at vi også til næste folketingsvalg kan få øje på, hvorfor vi skal få folk til at stemme på jer!« hedder det i brevet.
Der er dog heller ikke ros til »fagtoppen,« der kommer løbende med »fantasifulde måder« at øge arbejdsudbudet, skriver lokalformændene.
Minister: Overraskende melding
Finansminister Bjarne Corydon forklarede fredag efter sammenbruddet i trepartsforhandlingerne, at forklaringen skulle findes hos Dansk Metal.
»Der kom en overraskende melding fra Dansk Metal om, at centrale elementer i trepartsforhandlingerne ikke er til diskussion,« siger Bjarne Corydon med henvisning til de to helligdage.
Bjarne Corydon gjorde det klart, at trepartsforhandlingerne hele tiden havde været et sats.
»Vi står midt i en krise, hvor der er brug for ledere, der tør tage en chance for at skabe bedre et bedre samfund,« sagde han.
Trepartsforhandlingerne skulle have frigivet fire mia. kr. frem mod 2020, og de penge skulle blandt andet have været brug på sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet.
De fire mia. kr. havde betydet, at væksten i den offentlige sektor ville ligge på 0,8 pct., men uden de fire mia. kr. vil væksten i stedet ligge på 0,6 pct.

Tolke må søge asyl i Danmark

Toprestauranter uden overenskomst
Skat og bilbranchen slås om demobiler
"På grænsen til det uanstændige," lyder det efter afgørelse fra Skatterådet. Læs artikel
Arnesen er fyret i Hamburger SV
Den danske sportsdirektør er blevet fyret et år før kontraktudløb i den nordtyske bundesligaklub. Læs artikel
Østjyderne trak vejr-nitten
Derfor er der så få kældre i katastrofeområde
Et af de hyppigste råd mod tornadoer er svært at følge i katastroferamt by. Læs artikel












