Fortsæt til indhold
Politik

Pittelkow: Fyring var uundgåelig

Det forestående valg har haft betydning for Lars Løkkes beslutning, mener kommentator.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens beslutning om at fyre Birthe Rønn Hornbech som minister handler ikke kun om jura. Den handler også om politik.

Det siger Morgenavisen Jyllands-Postens politiske kommentator Ralf Pittelkow i en kommentar til afskedigelsen af integrations-og kirkeministeren.

"Juraen i det kender vi jo ikke endnu. Men den skulle blive fuldt afdækket med den undersøgelse, som Løkke har lagt op til. Men Løkke har jo truffet en politisk afgørelse, der siger: Der er ikke fra Rønns side leveret forklaringer, hvor sagen ophører med at være en alvorlig belastning for regeringen. Derfor er man nødt til at sige, at hun skal gå. Der skulle have været afgørende nyt i den redegørelse, hun har afleveret, for at hun kunne leve videre rent politisk."

Er det den nemme løsning for Løkke?

"Som jeg har sagt i et stykke tid, så er det den uundgåelige løsning. Der er ting i sagen, der er stærkt utilfredsstillende for at sige det meget diplomastisk. Der er ting, der ikke er håndteret, som det skulle. Der bliver det afgørende, at man får en forklaring på, hvorfor det er håndteret som det er, så det kunne være acceptabelt, at der har været forsinkelser. Men det har man ikke fået. Hvis man ikke kan give sådan en forklaring, så kan man i en sag som denne ikke blive siddende som minister."

Så Løkke har reelt ikke haft noget valg?

"Nej, jeg mener ikke, at Løkke reelt har haft noget valg. Det er klart, at han også træffer sin beslutning i lyset af, at der snart skal være folketingsvalg. Det gør jo, at det er ekstra presserende for ham at få den sag ud af verden inden den egentlige valgkamp sætter ind."

Hvad betyder det for regeringens chance ved valget?

"Det betyder, at en sten er ryddet af vejen. Hvis Løkke havde ladet Rønn sidde, så ville man på den anden side af valget konstatere, at det var formentlig på netop dette tidspunkt, at Løkke endegyldigt tabte valget. Det ville nærmest være umuligt at vinde valget, fordi så megen opmærksomhed ville være rettet mod Rønns sag fremfor de sager, som regeringen gerne ville have frem."

Nødvendig forudsætning

"Jeg vil sige, det her er en nødvendig forudsætning for, at Løkke kan vinde valget. Om det er en tilstrækkelig forudsætning - det er en helt anden sag. Han var nødt til at rydde op. Og det er tydeligt, at han nu vil gøre oprydningsarbejdet færdig, og det er derfor han foreslår den uvildige undersøgelse."

Hvordan vil oppositionen angribe sagen nu?

"Med iværksættelsen af undersøgelsen gør Løkke det lidt svært for oppositionen at holde sagen varm, fordi nu må alle afvente resultatet, der tidligst foreligger om et år. Løkke har jo nu draget den konsekvens, som oppositionen har krævet: Punkt 1) at Rønn skulle gå af, og punkt 2) at der skulle iværksættes en undersøgelse. Det er klart, at det gør sagen meget mindre nyttig for oppositionen i valgkampen end hvis Løkke ikke havde gjort det her."

Har Rønn nogen chance for at vende tilbage?

"Nej. Det er utænkeligt. Ganske vist er der flere fortilfælde, hvor ministre er vendt tilbage. Eksempelvis Anders Fogh Rasmussen, der selv trak sig som skatteminister, og hele to socialdemokratiske ministre (Pia Gjellerup med Solhavegårdsagen og Ole Stavad med Spar Nord-sagen), hvor de vendte tilbage efter at være blevet renset. Men i Birthe Rønns tilfælde er hun dels aldermsæssigt ikke oplagt til at blive minister igen, og dels har hun jo ikke selv valgt at gå. Hun er blevet fyret. De andre eksempler jeg nævnte, har de implicerede selv beklaget og sagt, at de ikke ville være en belastning for regeringen, og derfor trak de sig tilbage."