Lars Løkke blev vred over spørgsmål
Statsministeren reagerede skarpt, da socialdemokrat i går spurgte til udtalelser om Stein Bagger.
Tonen var hård stort set gennem hele den afsluttende debat i går i Folketinget.
Og da Julie Rademacher (S) spurgte, om det var rigtigt, at Lars Løkke Rasmussen har kaldt den bedrageridømte Stein Bagger for et økonomisk geni, blev tonen fra talerstolen ekstra skarp:
"Jeg håber da, at Socialdemokratiets formand på et eller andet tidspunkt har sin værdighed i behold, og får irettesat dem, der nu taler fra bagerste række her. Jeg kunne ikke drømme om at svare på det spørgsmål, og det er ikke fordi, jeg har nogen problemer med det på sin substans, overhovedet. Jeg omgås heller ikke rockere. Men hvad er det så for en præcedens, vi skaber? Er det sådan, at alle mulige voldsdømte, drabsdømte, voldtægtsforbrydere og alle mulige andre, der sidder rundt omkring i landets fængsler, de kan skrive læserbreve med løsagtige påstande, og så skal jeg stå her og svare på det?
Det er da helt urimeligt. Jeg kan give den garanti som formand for mit eget parti, Venstre, at uanset hvem, der sidder i den der stol efter næste folketingsvalg, så vil vi aldrig nogensinde trække den politiske debat ned på så lavt et niveau som det, vi ser her," svarede en tydeligt vred statsminister fra Folketingets talerstol.
De udtalelser om Stein Bagger, som Julie Rademacher spurgte ind til, citerede hun HA-rockeren Brian Sandbergs bog, "Gangster", for.
Ifølge Brian Sandberg har Lars Løkke Rasmussen, da han var finansminister, over for rockeren kaldt Stein Bagger for et økonomisk geni.
TV: Se det hele her