Thorning og Søvndal klædt af

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Under Folketingets afslutningsdebat skete der noget mærkeligt: Socialdemokratiets formand Helle Thorning Schmidt refererede nogle tal fra den røde plan ”Fair Løsning”, der skulle vise, at planen lever op til EU’s regler for solid offentlig økonomi (de såkaldte konvergenskrav).

Det mærkelige er, at disse tal ikke eksisterer. Der står intet i den røde plan om, hvordan man vil leve op til EU’s krav. Thornings henvisning til planens tal var fri fantasi fra Folketingets talerstol. Enten kendte hun ikke sin egen plan, eller også tyede hun til en nødløgn under pres.

Flere eksempler

Den slags er ikke betryggende, når det drejer sig om en politiker, der vil være landets næste statsminister. Og dette var ikke det eneste eksempel.

Hendes kollega Villy Søvndal bidrog også til fornemmelsen af, at der var noget galt. Han insinuerede, at Finansministeriets embedsmænd havde ladet sig misbruge til politisk bestillingsarbejde, da de gennemhullede det økonomiske udspil fra S og SF.

Som ”bevis” brugte Søvndal, at embedsmændene benægtede, at det røde forslag til mere uddannelse ville styrke økonomi og beskæftigelse. Det var jo indlysende forkert, mente han.

Men det var Søvndal selv, der sagde noget forkert. Embedsmændene beregnede disse ting på samme måde, som de tidligere har gjort – det har intet med den røde plan at gøre. Embedsmændene benægter heller ikke, at uddannelse kan styrke beskæftigelsen og statsfinanserne, men gør opmærksom på, at det er noget, der først kan slå igennem på længere sigt.

Dilettantiske

Disse fejl fra Thorning og Søvndal er dilettantiske. Hvis de er bevidste, er de værre end dilettantiske.

Jeg mindes ikke at have oplevet en så ildevarslende afklædning af en opposition under en større debat i Folketinget. Det drejer sig ikke bare om fejlagtige påstande. Endnu mere alvorligt er det, at S-SF nægter at give svar på de tre mest centrale spørgsmål i den aktuelle debat om den økonomiske politik.

Man hævder, at man vil leve op til EU’s krav om styr på de offentlige finanser. Men man vil ikke eller kan ikke forklare, hvordan det skal ske. Og kendsgerningen er, at den røde plan trækker Danmark i den stik modsatte retning i de nærmeste år.

Man taler om, at vi skal arbejde en time mere om ugen. Men man har intet bud på, hvordan det skal lade sig gøre.

Man tordner mod VKO-planens reduktion af dagpengeperioden fra fire til to år, selv om dagpengeperioden er to år eller mindre i alle landene omkring os. Men man ønsker ikke at svare på, om en eventuel Thorning-regering vil sætte perioden op igen – og i givet fald til hvor meget.

Mediernes rolle

Kan det lade sig gøre at køre helt frem til valget uden at give klare og forpligtende svar på disse spørgsmål? Det afhænger ikke mindst af, hvordan medierne opfatter deres rolle.

I øjeblikket må man sige, at det går strygende for S, SF og LO. Fagbossernes protestdemonstrationer onsdag blev ganske vist et flop, men meningsmålingerne kunne ikke være bedre. Oppositionen ligger lunt i læ af den endeløse saga om det ene skallede udenrigsministermøde, som Lene Espersen udeblev fra.

Men som kandidater til at overtage regeringsansvaret er de foreløbig dumpet. Eller som drengen i ”Kejserens nye klæder” sagde: ”De har jo ikke noget på.”

LÆS OGSÅ: Leder: Rettidigt ansvar