Bjørn Lomborg

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Men kun for et kort øjeblik, for sammenligningen holder slet ikke. Havkatten og Lomborg har det til fælles, at de skaber røre i vandene, men mens havkatten er den aggressive part, ser det for Bjørn Lomborgs vedkommende ud, som om det er ham, der bestandigt må værge for sig og tåle talrige angreb fra både de videnskabelige og de politiske miljøer.

Lige siden han i 1998 udgav sin debatbog ”Verdens sande tilstand” og få år senere den engelske version ”The Sceptical Environmentalist”, har han skabt voldsom modstand over alt, og det har mildt sagt ikke altsammen været lige sagligt funderet. Mange af diskussionerne har tilsyneladende været båret af en til decideret had grænsende modvilje mod personen. Lige i disse dage er han fremme med nogle beregninger, nogle vil vel sige påstande, om, at klimakonferencen i Doha repræsenterer endnu et offentligt pengespild uden nogen som helst nyttevirkning.

I betragtning af hvor megen hovedrysten og hvor mange himmelvendte øjne, han forårsager overalt, og måske endda mest af alt i sit fødeland, må det dog vække til eftertanke, at han nu for femte gang figurerer på tidsskriftet Foreign Policys liste over de 100 mest indflydelsesrige tænkere i verden. Uanset hvad man måtte mene om et sådant tidsskrifts udmåling af et lidt flygtigt begreb som indflydelse, er det dog tankevækkende, at han dels er den eneste dansker, der nogensinde har optrådt på denne liste, dels at han med sin optagelsesfrekvens på listen distancerer nogle af verdens største nulevende tænkere.

Sandt at sige kan det da også forekomme en anelse frimodigt, når han med den største selvsikkerhed meddeler, at den offentlige økonomiske støtte til etablering af solcelleanlæg over de næste 20 år vil koste staten 73 mia. kr., og at nytteeffekten vil være at udskyde den globale opvarmning i 14 minutter i slutningen af århundredet. Det lyder som det rene ordgejl, hvad det i en vis udstrækning også er, for et udsagn om ingen virkning overhovedet ville nok virke mere troværdigt end 14 minutter om 90 år. Men det er netop den slags udsagn, der på den ene side får Bjørn Lomborg til at slå igennem i den offentlige debat og måske får videnskabeligt funderede kolleger til at betegne ham som useriøs.

Hans metode er jo blot den i princippet meget enkle at regne nogle påstande og nogle politisk vedtagne sandheder igennem for at se, om de nu også kan passe. Det kan de meget ofte ikke, og det er selvfølgelig ubekvemt for både politikere, klimatologer, meteorologer og andre, som har vedtaget, hvad der er godt, og hvad der er skidt.

Bjørn Lomborg udfordrer den etablerede politiske og videnskabelige verden med nogle ubekvemme iagttagelser, vurderinger og sammenligninger af nytteværdier: Hvad får man for pengene, og hvad kunne man have fået, hvis man havde brugt dem anderledes? Det burde vel egentlig være et ganske naturligt ræsonnement i enhver politisk beslutningsproces, men selvfølgelig er det ubekvemt for det politiske og videnskabelige establishment at have sådan en Bjørn Modsat til at udfordre det etablerede. Selv om der bestandigt gøres bestræbelser på at beklikke hans seriøsitet, kan man vel ikke helt negligere betydningen af, at et anset internationalt tidsskrift for femte gang i de seks år, listen har været offentliggjort, har fundet ham værdig til at optræde på listen over klodens 100 mest indflydelsesrige personer.