EU-krisen, igen
For forud for torsdagens EU-topmøde er den økonomiske krise i fuldvækst, og hvis ikke der træffes afgørende og enige beslutninger, vil den løbe ud af kontrol og fremprovokere den dag, da Tyskland, som hidtil har båret de største byrder, mister pusten, og Grækenland må køre sit eget løb uden for EU.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er formentlig den situation, den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, søgte at lægge låg på med sine udtalelser i Singapore i søndags, hvor han kategorisk afviste muligheden for en græsk konkurs, samtidig med at han præsenterede sin masterplan for langtrækkende reformer, der kan få EU på fode igen. Der er ikke meget nyt i planen, og dens vedtagelse afhænger af, om Storbritannien vil være med.
I korte træk vil den tyske finansminister give EU’s økonomiske kommissær næsten uindskrænket magt over de individuelle medlemsstaters budgetter. Han/hun skal kunne træffe afgørelser helt på egen hånd. Dernæst vil han give den økonomiske kommissær vetoret over de nationale budgetter, hvor EU nu kun kan rådgive. Og endelig vil han have
Europa-Parlamentet aktiveret tidligere i alle væsentlige spørgsmål, men med den begrænsning, at kun de 17
eurolande må deltage, når det gælder det fælles valutaområde. Han er kort sagt på vej tilbage til et Europa i to hastigheder, som han tidligere har foreslået.
At Schäubles forslag bliver et emne på topmødet, er der næppe tvivl om, for situationen er alvorlig. Storbritannien lægger i stigende grad afstand til EU, Grækenland lader fortsat til at være ude af stand til at redde sig selv eller rette sig efter EU, og Spanien er godt på vej ind i en krise, som kun en EU-hjælpepakke kan afbøde.
Der er næppe nogen anden vej med Grækenland, hvor middelklassen nu betaler regningen for en politisk og økonomisk overklasses mangeårige fiflen med økonomien, og hvor politikerne tilsyneladende ikke ønsker at tage fat om den omfattende korruption, end at standse hjælpebetalingerne og tage fat på en omfattende gældssanering, som også omfatter den økonomiske overklasse. For titusinder af velhavende grækere flytter deres formuer til udenlandske bankkonti for at undgå de skatter, som kunne betyde, at det ikke var så nødvendigt at skære så dybt i samfundet.
Problemet er bare, som det tyske magasin Der Spiegel konstaterer, at den lange liste over skatteflygtninge også rummer prominente politiske navne.
Om Schäubles forslag kan redde grækerne, er tvivlsomt, og det er usikkert, om det overhovedet bliver til noget. For det vil under alle omstændigheder kræve betydelige ændringer af de europæiske traktater. Men skulle det så lykkes Schäuble at få det gennem EU og at få vedtaget traktatændringerne af alle 27 medlemslande, kan de tidligst begynde at virke om halvandet til to år, og det har Europa ikke tid til at vente på.
For nu er også den tyske økonomi på vej i vanskeligheder, og det er i princippet den, der holder Europa oven vande. Der er stadig en beskeden tysk vækst på lige under en procent. Men hvis ikke eurozonens samlede økonomi stabiliseres, så den igen kan tiltrække internationale investorer, ser det skidt ud.
Det er dette virkelighedsbillede, som EU-topmødet må forholde sig til. Tiden til at snakke er passé. Nu skal der handles. Men det er tvivlsomt, om det sker.