OL-paradoks

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I ikke desto mindre er Coca Cola og McDonald’s blandt de olympiske sponsorer, og det får således stå som et af mange paradokser ved verdens største sportsshow, og hvad dermed følger.

Et andet af den olympiske bevægelses mål er gennem den fredelige kappestrid at fremme sameksistens og bygge bro, at fremme tolerance.

Tolerance, javel. Ikke desto mindre er udgifterne til sikkerhed ved legene i London vokset til over fem mia. kr., fordi tanken om, at mennesker mødes på tværs af nationalitet, kultur og tro i en konkurrence om, hvor langt arten homo sapiens har flyttet grænserne for fysisk formåen, er et muligt angrebsmål for tidens fundamentalistiske kræfter.

Og den olympiske bevægelse med alle dens idealer forvaltes af den internationale olympiske komité (IOC), der er et selvsupplerende organ med suspekte sager i historien unddraget normale kontrolinstanser, autoritært og reelt udemokratisk befolket mestendels af ældre mænd, der efterlader en omverden med den mistanke, at promoveringen af de olympiske idealer sker mere, fordi det er god business, end fordi det er en god idé.

Således er det største paradoks måske, at det lykkes alligevel. I de forgangne to uger har de olympiske lege atter udvirket deres magi, denne muligvis illusoriske og så alligevel håndgribelige fornemmelse af, at det kan lade sig gøre - for en stund - at udviske religiøse og politiske skel mellem nationer, når atleter konkurrerer i en universel enighed om samværets vilkår. Og at det på en eller anden måde - for en stund - knytter verden tættere sammen.

For dem, der har fulgt med, har de olympiske lege været rig på historier om hård konkurrence, god sport og sportsmanship. Vi har set mangemillionæren, pralhalsen Usain Bolt kalde sig verdens hurtigste mand, og vi har set roeren fra Niger, Hamadou Djibo Issaka, med bare tre måneders erfaring kæmpe sig i mål længe efter, at konkurrenterne havde hevet deres både på land.

Således har vi set legene i hele deres bredde, og nogle har vundet bare ved at være med. Det gælder stadig. For den danske eliteidræt gælder det om at vinde, og i OL-sammenhæng vil det sige at vinde medaljer. Ikke siden OL i 1948 - også i London - har dansk eliteidræt præsteret så flot et resultat. Måske er de ni medaljer, som de danske atleter har vundet ved disse lege, endda det bedste resultat nogensinde, da legene i 1948 var præget af den overståede verdenskrig.

For eliteidrætsorganisationen Team Danmark er resultatet en kærkommen succes. Ved legene i London ses den stadig større effekt af det ændrede støttekoncept, som er blevet implementeret under direktør Michael Andersen og den nu afgåede formand Carl Holst.

Med en skarpere, men idrætspolitisk kontroversiel prioritering af pengene rettet mod forbund med medaljepotentiale er der taget et opgør med mange års mere bred støtte. Det var på tide, og topresultaterne ved legene i London, som er mange også uden for medaljerækkerne, er det bedste argument herfor.

Konkurrencen i international eliteidræt øges til stadighed, og hård prioritering er nødvendig, hvis Danmark vil spille en rolle på den store scene. Og nok er det et olympisk ideal at være med, men det er ideelt at vinde.