Sveriges valg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det var August Strindberg, der i sin tid sagde, at Asien begynder i Malmø. Nu var Strindberg gerne mand for en lige højre, men hans polemiske pointe bliver stadig mere relevant, som Sverige bevæger sig ind i det 21. århundrede.

Vist er der mange kulturelle, sociale og økonomiske ligheder mellem Sverige, Danmark og det øvrige Vesteuropa. Men Sverige skiller sig stadig mere ud fra resten af kontinentet – sammen med Storbritannien. I begge lande har masseindvandringen holdt sit indtog i mere end engeneration, mens politikere og eliter har prist den til høje toner, og i begge lande skrider den sociale segregering frem med en fart, som overgår erfaringer fra andre europæiske lande.

Den politiske kultur i vores naboland mod øst har til tider mindet om pantomime: Ingen siger noget, men alligevel sker der en masse, også bag scenen. De få stemmer, som har advaret offentligt mod den multikulturelle drøm om grænseløs åbenhed og tolerance, er i årtier blevet dæmoniseret af det privilegerede mindretal med adgang til medier, penge og netværk. Men båden er begyndt at rokke.

Da landets endnu siddende, såkaldt borgerlige statsminister for nogle uger siden i en direkte appel til de svenske skatteydere bad dem bære nye og voksende byrder i forbindelse med den kolossale tilvandring fra primært muslimske lande til et Sverige, der for blot en generation siden var Europas mest homogene samfund, gik han planken ud.

Sikkert er det under alle omstændigheder, at hvis den svenske udlændingepolitik engang skal ændres, bliver det ikke af Reinfeldt eller andre fra hans generation. De har også valgt at gå hele vejen mod det multikulturelle paradis og derfor ubekymret udskifte befolkningen med ”ny arbejdskraft”, uanset at den simrende, folkelige modstand vokser.

Aktuelle prognoser sandsynliggør, at Sverige i løbet af de kommende fire år vil kunne forvente mellem en halv og en hel million asylansøgere til en forventelig ekstraregning i den helt store milliardklasse, og allerede nu har asylmodtagelsen svært ved atholde trit med hen ved 100.000 nysvenskere i 2014. Det historisk høje antal skyldes ikke alene, at vi lever i migrationens tidsalder, men ligeledes, at asylanter drages mod Sverige, fordi det for længst er rygtedes på asylbørsen, at Sverige er landet, der flyder med mælk, honning, familiesammenføring og permanente opholdstilladelser.

Sidstnævnte er ingen hemmelighed, det er officiel politik. Skiftende svenske regeringer har bannerført Sverige som humanistisk stormagt og gjort deres for at tiltrække asylansøgere fra fjern, fjernere, fjernest. Det politiske Sverige har således selv valgt det skråplan, landet er på vej ud på med stedse mere konkrete problemer for almindelige mennesker i Hverdagssverige. Storindustri, kulturpinger og intellektuelle har applauderet kursen. Alle ved musikken har bakket op om projektet. Sverige skulle være fremtidslandet. Den rationelle utopi. Verdens mest moderne samfund.

Nu viser det sig imidlertid, at fremtiden ikke er så vakker som antaget. Selv statsministeren har indrømmet det. Virkeligheden er mere grå, og nu handler det om at undgå, at den går i sort. Tiderne skifter, selv for de svenskere, der siden Palme har opfattet sig selv som kemisk rensede for fortid, kultur, kristendom og tradition. Det fremmede var simpelthen mere eksotisk og spændende.

Prisen skal betales. Jo senere det sker, des dyrere bliver det. Der løber renter på den svenske misere i disse måneder og år. Renters rente. Ikke at vælge er som bekendt også at vælge.