*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

tirsdag 16. september 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten debat
Dagens avisleder 12.12.2012 kl. 03:00

Det hæslige had

Jødiske danskere chikaneres på grund af deres tro og kulturelle baggrund. En latent antisemitisme viser sit hæslige ansigt stadigt mere synligt – i gadebilledet, i debatten, i omtalen af jøder.

Tilstande som i Malmø, hvor jødiske medborgere mobbes og chikaneres ud af byen, er så småt ved at indfinde sig i København. Jøder bliver rådet til ikke at skilte med deres tro og undgå at ”provokere”. Man skulle tro, at det udløste et ramaskrig i den offentlige debat; et kollektivt råb af forfærdelse. Men det gør det åbenbart ikke. Antisemitismen er ved at blive salonfæhig, også i Danmark.

I dagens avis løftes sløret for, at der for nogle uger siden faktisk var et storstilet, velorganiseret angreb på den israelske ambassade i København. Op mod 20 mennesker deltog. Kun ved et tilfælde skete der kun materiel skade. Har det officielle Danmark sagt undskyld for den grove krænkelse af den diplomatiske immunitet? Har udenrigsminister Villy Søvndal vist sig på ambassaden for at udtrykke sin afsky over attentatet og sin solidaritet med Israel og ambassadens personale? Desværre nej.

Den jødiske skole i København ligner et mindre fort med sine sikkerhedssystemer og sin politiovervågning. Her går jødiske børn i skole og bliver mindet om, at der er nogen, der vil dem det ondt. Hvorfor har vi tilladt, at det er nødvendigt i dagens Danmark? Politiet fraråder jøder at vise sig med kalot eller Davidsstjerne på Nørrebro. Er det ikke en omvendt logik? Malmø i Danmark, fristes man til at sige med tanke på de åbenlyst antisemitiske tilstande i den svenske storby, hvor den socialdemokratiske borgmester uden at blinke opfordrer jøder til at udvandre og sørger for, at en landskamp i tennis mellem Sverige og Israel holdes uden tilskuere.

Igen og igen får man præsenteret nye eksempler på, at antisemitismen bliver stadigt mere stueren. Da formanden for den dansk-palæstinensiske venskabsforening, Fathi el-Abed, der samtidig er højt på strå i regeringspartiet SF, bakkede helhjertet op om et synspunkt om, at Hitler burde have slået langt flere jøder ihjel, udløste det ikke nogen videre debat. Offentligheden købte på stedet hans bortforklaring om, at der var sket en teknisk fejl i hans Facebook-håndtering. Sagde Fahti el-Abed undskyld? Benyttede han lejligheden til at gå i rette med de frådende, ja morderiske ytringer i den digitale debat om og mod jøder? Der er ingen ende på hadet her; på hvordan jøder skal myrdes, gasses og udryddes. Hvem giver dette vanvid modstand?

Da borgmester Anna Mee Allerslev opfordrede danske jøder til ikke at vifte for meget med det israelske flag under en multikulturel fest i København, skulle man tro, at det havde udløst en trodsig solidaritetsbevægelse, hvor alle deltagere netop medbragte flaget, men det skete ikke. Der blev i stedet nikket i hjørnerne og talt om, at det var fornuftigt af borgmesteren, og hvorfor dog yppe unødig kiv?

Og spiller det mon en rolle for udenrigsminster Villy Søvndals manglede opbakning til den israelske ambassade efter attentatet, at han sammen med den samlede SF-top var medlem af det anløbne foretagende ”Boykot Israel”, der i den grad giver mindelser om tyske tilstande i 1930’erne (”Køb ikke hos jøder”), indtil kort før SF skulle i regering?

Antisemitisme kommer ikke ud af den blå luft. Jorden bliver gødet; ufrøet sået, hadet plantet. Når fremtrædende danskere og danske myndigheder ikke formår at trække grænsen, siver intolerancen ned i samfundet – også til dem, der desværre kun er alt for modtagelige. Det er på tide at sige fra.

Følg
Jyllands-Posten
Tilmeld dig overvågning af Net-leder
Dagens avisleder
Tophistorie

Svenske tilstande

Knap 800.000 svenskere – eller 13 pct. af de afgivne stemmer, der søndag blev sat ud for det socialkonservative parti Sverigedemokraterne – tæller ikke.
forsiden lige nu

Mogens Jensen: "Ikke alt i verden kan foregå med gulerod"

Hvis forældrene ikke kan give barnet en ordentlig fremtid, må barnets tarv gå forud for forældrenes tarv, siger S-minister.

To mænd skudt i fogedretten i København - en er død

"Jeg løb så hurtigt, at jeg faldt over nogle stole. Vi skulle bare ud," fortæller et vidne.

Facebook er helt OK med mishandling af kattekilling

Videoer af katte, som bliver tortureret og dræbt, bryder ingen af mediets regler.

Colombiansk "nøgen"-cykeldragt vækker vrede

En udfordrende cykeltrikot er med til at nedgøre kvindecykling, mener tidligere verdensmester.

Anti-muslimsk film vækker stadig vrede

For to år siden førte anti-muslimsk film til voldsomme protester - det er ikke slut endnu

Stribevis af nye huse ramt af fugt

19 huse i et nybyggeri i Hasselager har det seneste år været hårdt plaget af vandskader.
Annonce
Debat
Kommentarer
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce