De 63 dage i Warszawa

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Året i år er rigt på anledninger til at mindes skelsættende krigsbegivenheder: nederlaget i 1864, Første Verdenskrigs udbrud, landgangen i Normandiet, for at nævne nogle. Går man mere i detaljen, dukker mange flere op, af mindre betydning, men enkelte falder stadig i øjnene. Jeg skal her fremdrage en af dem, nærmere bestemt den polske modstandshærs opstand i Warszawa, der fandt sted for 70 år siden, i august og september 1944.

Set i det store perspektiv kan den vel ikke kaldes netop skelsættende, selv om den blev det for polakkerne, men den hører til blandt Anden Verdenskrigs grusomste. Rent personligt skal jeg i øvrigt sent glemme det indtryk, den polske spillefilm ”De 63 dage” fra 1956 gjorde. Optakten og selve forløbet er desuden et af de mest tragiske eksempler på koldt, kynisk forræderi, verdenshistorien kan opvise.

Stalins grundholdning til den polske eksilregering i London og til polsk selvstændighed i det hele taget, jvf. Katyn-massakren, kan der ikke herske tvivl om; den var mildt sagt negativ. Alligevel var man en slags allierede, man havde en fælles fjende i Hitlertyskland, så det er klart, at der blandt lederne af den polske undergrundshær (som i efteråret 1944 alene i Warszawa talte ca. 40.000 mænd og kvinder) blev lyttet intenst til de gentagne opfordringer fra Radio Moskva om at indlede en opstand mod tyskerne i den besatte by.

Tiden var den helt rigtige, hævdede Moskva i og for sig korrekt; de russiske styrker stod her i slutningen af juli lige øst for Vistula- floden og Warszawa parat til angreb – underforstået: Gå bare i gang, så kommer vi og hjælper jer med at smide tyskerne ud.

Om lederen af undergrundshæren, general Bor Komorowski, virkelig troede på russerne, er uvist, men da de første sovjetiske tanks angreb tyske stillinger ved Vistula, besluttede han at slå til, selv om han kun havde forsyninger til godt en uges kamp.

Klokken 17 den 1. august begyndte opstanden og, på grund af overraskelsen, med en vis succes. Men samtidig tav Moskvas radio, det samme gjorde de russiske kanoner ved Vistula, og det blev de ved med i dage og uger. Ikke én russisk kampvogn, ikke ét russisk fly viste sig vest for Vistula. Den 4. august var tyskerne kommet sig af overraskelsen og gik til modangreb med fem divisioner, som senere blev forøget til syv, heraf to fra SS, der optrådte med den sædvanlige brutalitet. Russerne løftede ikke en finger.

Fra London så man til med stigende bekymring, men forsøgte sig foreløbigt med diplomati og skriftlige henvendelser til Stalin, som intet førte til. Den polske eksilregering bønfaldt om hjælp fra luften, og RAF begyndte at sende et beskedent antal våbendropfly til Warszawa. (RAF havde også tidligere kastet våben ned til polakkerne, men det foregik med enkeltfly over øde egne, og ikke over en velforsvaret storby.)

Skulle sådanne operationer batte noget, måtte der mange fly, dvs. amerikanske fly, til, hvilket igen førte til forespørgsel hos Stalin om tilladelse til at lande på russiske flyvepladser, så man kunne flyve forsyninger ind herfra. Stalin sagde nej. Han ville intet have at gøre med en gruppe ”kriminelle”, som havde startet et eventyr til skade for civilbefolkningen! Men briterne fortsatte med de få fly, man havde til rådighed.

I Warszawa gik begivenhederne imens deres grumme gang. Den 9. august lykkedes det tyskerne at drive en kile tværs gennem byen til Vistula og dermed dele modstandshærens område i to isolerede lommer. Fra da af var slaget afgjort.

Dag for dag, uge for uge blev lommerne mindre, men polakkerne gav ikke op.

I hele september fortsatte kampene; til sidst holdt modstandsenhederne bl.a. forbindelse med hinanden via byens kloaknet. Enden var dog nær, og den 2. oktober kapitulerede Bor Komorowski. Stalin havde opnået, hvad han hele tiden havde haft til hensigt: at få knust den ikkekommunistiske modstandsbevægelse i Polen, og tilmed ganske gratis.

Som en sidste sjofelhed sendte han sidst i september, da udfaldet var givet, nogle få fly ind over byen og angreb en enkelt forstad med artilleri, men forstyrrede ellers ikke tyskerne.

Resultat: 15.000 dræbte polske partisaner samt 200.000 dræbte civile. Og ikke at forglemme et totalt ødelagt Warszawa.

Blev polakkerne svigtet af de vestlige allierede? Svaret er både ja og nej. Churchill prøvede forgæves at få præsident Roosevelt til at gå hårdt i rette med Stalin, men USA kunne få brug for Sovjetunionen senere i det endelige opgør med Japan; desuden påpegede man det næsten umulige i at holde liv i opstanden udelukkende med forsyninger fra luften, og da slet ikke uden mulighed for at benytte de russiske flyvepladser. Men som nævnt fortsatte RAF de påbegyndte meget lange og meget farlige flyvninger.

Disse blev foretaget fra flyvepladser i Syditalien, primært Brindisi. De blev i begyndelsen udført af to specialenheder, der normalt fløj våbendropmissioner til Jugoslavien for SOE, eskadrille 148 og den såkaldte polske flight (med kun polske besætninger).

Begge enheder led så store tab, at den øverste chef for RAF i Middelhavsområdet, luftmarskal Slessor, allerede i august ville have dem indstillet, men Churchill beordrede dem fortsat. Der var ca. 1.050 km fra Brindisi til Warszawa, hvilket indebar, at flyene måtte starte og flyve en stor del af strækningen ved dagslys over fjendtligt territorium for at kunne nå frem til målet efter mørkets frembrud. Her var der dog heller ikke særlig mørkt; byen var oplyst af brande og lyskastere og sporprojektiler.

Flyvehøjden var ekstremt lav, ca. 200 m, og farten måtte holdes på et minimum. Beskydning fra jorden, kraftig røgudvikling og generelt kaos gjorde det desuden meget svært at identificere dropzonerne (man havde kun en uden for byen – Kampinos-skoven). Tabene var forfærdende høje, på enkelte missioner op mod 33 pct., og Slessor måtte indsætte yderligere to eskadriller, som ellers deltog i operationerne efter landgangen i Sydfrankrig, uden at det betød de store ændringer.

De to sidste nætter i august kostede fem fly af ni udsendte, og igen prøvede Slessor at få flyvningerne stoppet, men fik atter nej ”af politiske årsager”. Det kunne dog ikke blive ved med at gå på den måde, og operationernes antal gik stærkt ned i september. Den 14. i denne måned fløj den stærkt decimerede polske flight sin sidste mission over Warszawa efter en i sandhed heroisk indsats. Alt i alt kostede samtlige RAF-operationer over Polen omkring 200 flyvere livet.

Omtrent på samme tid var Stalin begyndt at løsne en smule op på restriktionerne – løbet var jo kørt for polakkerne – og det var sikkert medvirkende til, Roosevelts tilladelse til, at U.S. 8th. Air Force fra baser i England kunne starte en større mission til Warszawa med B-17 Flyvende Fæstninger. Efter et mislykket forsøg, hvor formationerne måtte vende om på grund af dårligt vejr, kom 110 B-17 samt et tilsvarende antal Mustang-eskortejagere omsider af sted den 18. september. Ruten gik i ca. 5 km’s højde over Sydjylland og videre til Bornholm, hvor man drejede sydpå og kom under angreb af tyske jagere, som ikke formåede at gøre større skade.

Tabene var i det hele taget forsvindende små; et enkelt fly blev skudt ned over Warszawa (et besætningsmedlem overlevede, men blev taget til fange, forhørt af tyskerne og derefter henrettet). På dette togt nedkastede amerikanerne 1.248 containere, men langt de fleste fik polakkerne aldrig fat i. Det var et hæderligt forsøg, der blot kom alt for sent.

Eftervirkningerne blev skæbnesvangre for Polen. Med undergrundshæren og dermed også eksilregeringen sat ud af spillet kunne Stalin gå videre efter planen. Det kom til at betyde 45 års diktatur for polakkerne.