Mændene har fået baghjul

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Sig mig, har du ambitioner?«

Redaktionsmødet var netop slut, og min mandlige kollega styrede direkte hen mod mig. Han så vredt og anklagende på mig. Jeg mødte hans blik.

»Ambitioner? Ja, selvfølgelig” svarede jeg. »Er det forbudt?«

»Du bliver sgu aldrig journalist,« hvæsede han, snurrede rundt på hælen og gik med vrede skridt ned ad gangen.

Situationen udspandt sig for 40 år siden i DR’s Provinsafdelings første år.

Jeg var helt klar over, at jeg havde fået en fjende. Jeg ville formentlig blive omtalt som en stridbar og rethaverisk heks. At jeg ville blive isoleret i gruppen af journalister, var jeg forberedt på, for de få øvrige kvindelige kolleger var meget føjelige over for konventionens krav om kønnenes adfærd.

Jeg havde tilladt mig på redaktionsmødet at gøre opmærksom på, at den nu vrede mandlige kollega med stor selvfølgelighed og ejerine havde gentaget et forslag til et tv-program, jeg en halv snes minutter tidligere havde fremlagt. Min indsigelse var en understregning af, at forslaget og dets idé var min.

Ikke om jeg ville rendes over ende af en kollega, blot fordi stemmen var dybere, og hans fremtoning var inspireret af fortidens maskuline attituder.

Kampen mellem kønnene om de gode job og retten til idéerne foregår stadigvæk. Og mange kvinder har lært, at de selv må inklinere for at komme ud på dansegulvet.

Da kvinderne i 1950’erne lettede fra kødgryderne og sværmede ud på arbejdsmarkedet, var det de dårligste job til den laveste løn, de fik tilbudt og tog.

Uddannelse! lød parolen fra den nye velfærdsstat, og den gav mulighed for studielån på favorable vilkår, så mange ambitiøse unge fik økonomiske muligheder, de ikke havde haft tidligere.

Kvinder valgte ofte de mellemlange uddannelser som lærer eller sygeplejerske, som gav en rimelig hyre og dermed adgang til større købekraft og også til selvstændighed – opdagede de efterhånden.

Mændene brillerede ved at dominere de lange akademiske uddannelser.

Den fordeling er fortid nu. Der er sket et skred i kønsrollerne af de iøjnefaldende.

44 pct. af de 35-årige kvinder tager de lange universitetsuddannelser. Af de 35-årige mænd er det 31 pct., der tager en videregående uddannelse ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Mændene har fået baghjul på universiteterne af kvinderne, og at det vil påvirke samfundsudviklingen i en mere kønsafbalanceret retning, er jeg ikke i tvivl om.

Karen Sjørup, lektor og forsker i køn og ligestilling på Roskilde Universitet, iagttager den udvikling med bekymring. (JP 5/5)

Hun mener, at det giver en forandring i magtforholdet mellem kvinder og mænd, at kvinder dominerer på de højere uddannelser. Højstatusjob inden for service og det offentlige som f.eks. dommere, læger og professorer bliver i stigende grad besat af kvinder.

Hvad er der så galt med det?

KS forklarer, at de fleste kriminelle er mænd, og at hvis de både skal stå over for kvindelige advokater, anklagere og dommere, kan det skabe nogle kønsubalancer, som er uheldige.

Ærlig talt, har det ikke været kvindernes situation i hundreder af år?

Kvinder skal holdes som skippers kone – gravide og under dæk! skrålede mændene engang.

Det er lykkedes i århundreder.

Afkommet, børnene, var mandens ejendom ved skilsmisse indtil 1922. Ved lov blev det indført, at kvinden kunne få medrådighed, dvs. forældremyndighed over egne børn. I 1925 blev ligestilling i ægteskabet mellem manden og kvinden indført ved lov.

Det er altså ikke engang 100 år siden, at forhold, som vi i dag betragter som retfærdige og rimelige, skulle indføres ved lov.

Forandring i magtforholdet mellem kønnene?

Ja, heldigvis.

I 1999 blev Ligestillingsministeriet – formelt Ligestillingsafdelingen – oprettet. De første syv ministre var kvinder, og jeg mindes ikke nogen protester mod den skævhed i fordelingen mellem kønnene. Den ottende ligestillingsminister, Manu Sareen, er en mand, og på den post må han betragtes som mønsterbryder. Men der har ikke været nogen særlig opmærksomhed eller reaktioner mod, at det nu er en mand, der bestrider posten.

Der er heller ikke nogen, der finder det naturstridigt, at vores regent er en kvinde. Den første kvindelige statsminister indtog posten i 2011, stærkt støttet af en anden kvindelig partileder, som er økonomi- og indenrigsminister. Ud af otte partier i Folketinget, har de fire af dem kvindelige ledere.

En undersøgelse af 18 C20-virksomheder viser, at 25 pct. af bestyrelsesmedlemmerne er kvinder (JP 14/4), For 10 år siden var bestyrelserne bestykket med 14 pct. kvinder. Fremgang, javel. I antal ser forskellen tydeligere ud: 131 mænd og 45 kvinder. Minister for Ligestilling Manu Saren udtrykker sin utilfredshed med, at ingen af de 18 største børsnoterede selskaber har en kvindelig bestyrelsesformand.

Det forøgede antal kvinder i bestyrelser er ikke kommet af sig selv.

Det er de andre erobringer på det kønspolitiske område heller ikke. Kvinder har lært, at de selv må inklinere for at komme ud på dansegulvet.

Ændringerne er kun kommet, fordi der har været mennesker, der protesterede, fordi der var nogen, der kæmpede. Der skal være nogen, der hyler skingert og skriger op, går over grænser for det konventionelle, ellers sker der ingenting. Der skal være nogen, der vover pelsen for at blive upopulær, udskældt og udskreget for at være magtsyge og stridbare.

Det giver nogle skrammer og rifter at kæmpe for ligestilling.

Der er mange kampe tilbage.

Loven om ligeløn blev indført i 1976. Lønforskellen var dengang på mellem 17 og 21 pct. i mændenes favør.

Det er den stadig – trods kvindernes mod og ambitioner.