Det uundgåelige
Birthe Rønn Hornbechs afgang som integrationsminister er den uundgåelige konsekvens af en sag, der kunne og burde have været håndteret anderledes kompetent.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Nu bliver sagskomplekset undersøgt til forhåbentlig mindste detalje, og så længe det arbejde pågår, bør det politiske arbejde komme til at dreje sig om andre emner, selv om man kan have sine tvivl, da sådanne sager bekvemt fritager socialdemokrater og folkesocialister for at skulle debattere deres planer om at belåne og brandskatte Danmark endnu længere ned af den globale velstandsstige.
Søren Pind er et naturligt valg til at overtage det betændte Integrationsministerium, men det er en overvældende opgave at skulle klare denne opgave sideløbende med posten som udviklingsminister.
Derimod må det undre, at Troels Lund Poulsen nu løftes ind i det ideologisk vigtige undervisningsministerium. Han var mildt sagt famlende som miljøminister og har bestemt ikke være driftsikker som skatteminister, hvorfor en regeringsrokade ville være den ideelle lejlighed til at tage konsekvensen af de manglende præstationer og gøre ham til fhv. minister.
Krav: Ideologisk råstyrke
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har været i en vanskelig situation, da Tina Nedergaard benyttede lejligheden til at trække sig som undervisningsminister. Det har åbnet for en lidt større ministerrokade, der sandsynligvis bliver den sidste før et folketingsvalg, og derfor statsministerens sidst chance for at genvinde fodfæstet efter en omtumlet start på 2011.
At Peter Christensen nu forfremmes fra politisk ordfører til skatteminister kan være positivt, forudsat at den nye minister står ved sin grundholdning om, at topskatten skal afskaffes. Desværre har Peter Christensen som politisk ordfører har travlt med at lægge afstand til sin grundopfattelse, og fortsætter han med at gøre det, vil VK-regeringen kaste endnu flere borgerlige vælgere i armene på Liberal Alliance.
Det er sidste udkald for regeringen til at vise, at den fortsat har borgerlige varer på hylderne, da alt for lidt i regeringens politik har den fremdrift, der er nødvendig for at kunne vende de negative tendenser i meningsmålingerne.
Endnu vigtigere er det, at statsministeren træder i karakter og umisforståeligt gør det klart for sine ministre, at kvajekvoten definitivt er opbrugt.
Hvis regeringen skal gøre sig håb om at kunne vinde det kommende valg, vil det kræve en ideologisk råstyrke af dimensioner, som vi ikke har set hos de borgerlige partier siden valget i 2001.