Født i Palæstina?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Danskeren Zouheir Chreih fortæller (JP 30/8), at hans kæreste, der er gravid i syvende måned, og han venter en søn. Der er absolut grund til at ønske ZC og hans kæreste et stort tillykke med denne glædelige begivenhed og alt godt for familien fremover.
ZC’s ærinde er at fortælle, at han og kæresten på deres søns vegne ikke vil beslutte, at han skal omskæres. Det skal han selv tage stilling til, når han bliver gammel nok. Der er ikke faste regler i islam for, hvornår en dreng skal omskæres. Alligevel er det en utraditionel beslutning for muslimer, der vidner om, at ZC og hans kæreste gør op med en tradition.
Men er det alene det, som ZC ønsker at fortælle? ZC anfører, at han er født i Palæstina, angiveligt i 1980, men er fra Libanon. En ligegyldig oplysning i relation til den glædelige begivenhed, der snarere leder tanken hen på den igangværende Gaza-krig under våbenhvile.
En palæstinensisk stat har aldrig eksisteret. Palæstina er med udgangspunkt i Første Verdenskrig almindeligvis en geografisk betegnelse for Israel, Vestbredden, Gaza og Jordan.
Massakre i flygtningelejre
ZC’s familie er angiveligt kommet til Libanon i starten af 1980’erne fra et af disse steder, og er sidenhen kommet til Danmark sammen med flere tusinde andre palæstina-arabere fra Libanon efter de libanesiske shiamuslimers og syriske alawitters massakre på palæstina-araberne i de libanesiske flygtningelejre i midtfirserne.
Det er sandsynligt, at ZC har en spændende historie at fortælle om turen fra et sted i det geografiske Palæstina til Libanon og videre herfra til Danmark.
En historie, som tusinder af palæstina-arabere i Danmark burde kunne fortælle, når det gælder rejsen fra Libanon til Danmark. Men herom er de tavse, og mediernes fokus på denne del af mellemøstkonflikten, der i høj grad er med til at holde den i live, er ganske beskeden.