Ærgerligt sammenbrud
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er ærgerligt, men desværre ikke overraskende, at fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne i hvert fald foreløbigt er brudt sammen. Fordelene ved en fredsaftale kunne for begge parter være ganske betydelige.
Den tyske skribent Josef Joffe har i ugeavisen Die Zeit redegjort for hovedtræk for en mulig fredsaftale, som han ser den. Hans vurdering ser sådan ud:
Israel trækker sig tilbage fra Vestbredden, samtidig med at der gennemføres forskellige territorielle byttehandler. Formålet med disse former for territoriebytte skal være at bringe størstedelen af de israelske bosættere over på den israelske side af en kommende grænse.
En kommende hovedstad for Palæstina placeres i Jerusalem, hvilket indebærer, at Israel må opgive sin drøm om et evigt udelt Jerusalem. Østjerusalem bliver således en del af en kommende arabisk stat. Vestmuren bevares dog under israelsk kontrol, og alle religioner sikres adgang til deres helligsteder.
- Bosættelser dybt inde på Vestbredden må trækkes tilbage. Sådan som det skete med Gaza.
- Palæstinenserne må for altid opgive deres krav om tilbagevenden til det område, der skal høre under Israel.
- Palæstinenserne må anerkende Israel som suveræn jødisk stat med ret til sikre og anerkendte grænser.
Palæstinenserne lurepasser
Enhver kan se, at denne skitse indeholder smertelige elementer for begge parter. Men den ligger ikke langt fra de forhandlingstilbud, som tidligere israelske regeringer har fremsat (hhv. Ehud Barak og Olmert).
Israels bosættelsespolitik fremhæves ofte som en hindring for en aftale, men det beror på en overfladisk vurdering. Det fremgår af den analyse, som den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations har gennemført, at stort set alt israelsk boligbyggeri på Vestbredden foregår inden for de store bosættelsesblokke, som ligger tæt ved den grønne linje og står til at blive en del af Israel. Kun 90.000 jødiske bosættere bor i dag uden for de store bosætter-blokke. Netanyahus politik synes at gå ud på at bygge ihærdigt på områder, som Israel står til at beholde, men samtidig at holde igen med byggeriet uden for de områder, som står til at indgå i en kommende Palæstina-stat.
Hvis udenrigsminister John Kerrys mæglingsforsøg mislykkes, vil det være ottende gang, at et amerikansk mæglingsforsøg slår fejl. Man tænker på tidligere udenrigsminister James Baker, der ved afslutningen af lignende forhandlinger i 1990 udbrød til parterne: »De kender tlf.-nummeret på Det Hvide Hus, hvis de skulle være interesseret i seriøse forhandlinger«.
Desværre har vi ikke set offentlige udspil fra palæstinensisk side, der viser, under hvilke forudsætninger de vil acceptere en endelig fred.