Omskæringsdebat og videnskab

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Holger Wiehe havde et glimrende læserbrev i JP 22/2. Hver gang en pointe i omskæringsdebatten bliver understøttet af en videnskabelig undersøgelse, dukker der kort efter en anden undersøgelse op, som rejser tvivl eller viser det modsatte. Derfor bidrager forskningen ifølge HW ikke meget til den verserende debat om omskæring.

Selv om jeg i årevis har bidraget til den videnskabelige litteratur på området, må jeg desværre give HW ret. Men hvorfor er det nu lige sådan?

For og imod skadevirkninger

Kan nogen huske situationen om tobaksforskningen for et par årtier siden? Hver gang en ny undersøgelse viste holdepunkter for tobakkens skadelige virkninger, gik der kun kort tid, før nye forskningsresultater kom frem og rejste tvivl om sammenhængen.

Af den grund kunne politikere med fokus på folkesundheden ikke komme igennem med forslag til at begrænse tobakkens skadevirkninger i befolkningen. Den videnskabelige evidens var jo tvetydig.

Det tog næsten 50 år, før både forskningsverdenen og offentligheden indså, at den forskning, der rejste tvivl om tobakkens skadelighed, var bedrevet af folk med andre interesser end at finde sandheden om tobaksrøgs virkninger på menneskekroppen.

Dømt for fupforskning

Det blev i 1998 slået fast ved en legendarisk retssag i USA, at tobaksindustrien gennem årene havde betalt skrupelløse forskere for at producere fupforskning, der skulle stille tobaksrygning i et gunstigt lys. Tobaksindustrien blev idømt en gigantisk bøde på over 200 milliarder dollars, hvoraf en del – så vidt jeg er orienteret – stadig bidrager til at finansiere amerikansk kræftforskning i dag.

Når det gælder forskning i mulige skadevirkninger af drengeomskæring, er der bekymrende lighedstræk med tobaksforskningen. Små drenges forhud er også big business, ikke mindst i USA, hvor landets børne- og fødselslæger tjener flere hundrede millioner dollars om året på den million omskæringer, de udfører på nyfødte drenge hvert år.

Her i Europa er det især religiøse grupper, der omskærer deres drenge, og de har andre, men lige så lægefagligt usaglige incitamenter til at fortsætte ugerningerne.

De driftige børnelæger

Interessekonflikter, der sjældent ser dagens lys i videnskabelige tidsskrifter, bidrager uden tvivl til at forplumre forskningen i smerteforhold, operationsrisici, langtidskonsekvenser og postulerede sundhedsfordele ved drengeomskæring, for kan man have tillid til, at driftige børnelæger, der tjener tykt på at omskære små drenge, åbent og ærligt vil rapportere eventuelle kedelige bivirkninger?

Kan man have tillid til, at stærkt troende kirurger med omskæringskulturel baggrund vil berette om de eventuelle negative langtidskonsekvenser, de får kendskab til, og derved sætte omskæringspagten med Vorherre i et skidt lys?

Jeg er dybt skeptisk over for forskning bedrevet af folk med økonomiske eller religiøse interesser i omskæring, og sådanne omskæringslæger og religiøse omskærere har – ikke overraskende – travlt med at så tvivl om min og andre økonomisk og religiøst uafhængige forskeres hæderlighed og plante absurde ideer i offentligheden om vores sandsynlige antisemitiske eller islamkritiske dagsorden.

Religionsinfiltreret hvepsebo

Det er umådelig trist, men sådan er gamet vist bare, når man stikker sin forskningssnude ind i et lukrativt, religionsinfiltreret hvepsebo.

Omskæringsspørgsmålet er et broget sammensurium af økonomiske, religiøse, seksuelle, helbredsmæssige, magtmæssige, juridiske og etiske spørgsmål. Det siger sig selv, at ingen nok så dygtig forsker har en reel chance for at frembringe forskningsresultater, der vil skaffe global, regional eller blot national konsensus på tværs af alle emnets synlige og usynlige interessekonflikter.

Det politiske spørgsmål om drengeomskæring bør derfor kun i ringe grad lade sig påvirke af, hvad den videnskabelige evidens måtte være. Det kan lyde mærkeligt fra en forsker som mig, der i årevis er blevet citeret vidt og bredt for mine videnskabelige undersøgelser om omskæring.

Enten/eller i Danmark

Personligt mener jeg bestemt, at den sundhedsvidenskabelige litteratur taler ret overbevisende til ugunst for drengeomskæring, men jeg må erkende, at enighed herom formentlig aldrig vil kunne opnås.

Heldigvis er forskningsresultater slet ikke nødvendige for at besvare spørgsmålet om, hvorvidt rituel drengeomskæring skal være lovligt i Danmark eller ej.

Det kan – og bør – besvares ud fra helt andre, almene kriterier, hvor alle kan være med: Skal vi i Danmark have som overordnet princip, at vi værner om hvert enkelt individs ret til beskyttelse og frihed fra overgreb? Eller er det vigtigere at værne om religiøse menneskers ret til at skære i deres børn uden indblanding fra det omkringliggende samfund?

Der er tale om et enten/eller. Et godt kompromis er ikke muligt, for man kan jo ikke nøjes med at skære venstre halvdel af drengens forhud af.

De forsvarsløse børn

Alverdens lande har hidtil ladet hensynet til de religiøse voksne få forrang, men tiden bør være moden til at vise børnene – og verden – at Danmark tager den børnekonvention seriøst, som vi tiltrådte i 1991.

Et overvældende flertal af danskerne mener, at det er vigtigere at beskytte forsvarsløse børn mod overgreb på deres kønsorganer end at sikre religiøse forældres ret til at skære i dem. Det bør politikerne lytte til og handle efter – helt uden behov for videnskabelig evidens.