Rummelighed har konsekvenser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skoleåret er i gang igen, og for en gruppe børn er det ikke behageligt at komme tilbage til skolen. Det er de omgængelige og fagligt dygtige børn, der gang på gang bliver klemt i en hektisk skoledag, hvor man i et sympatisk forsøg på at rumme alle børn tilsyneladende glemmer de børn, der aldrig gør noget væsen af sig. Det er børn, der altid er skikkelige og taler pænt. Børn, der har vænnet sig til at blive afbrudt af uromagere, som man kalder »børn med meget krudt bagi.«

De omgængelige børn bliver som regel brugt som ”buffer”, dvs. som ”menneskelig skillevæg” og placeres typisk midt imellem to urolige klassekammerater.

Læreren regner formentlig med, at den omgængelige elevs rolige adfærd og faglige niveau vil have en positiv effekt på den urolige sidekammerat, mens man tilsyneladende glemmer, at den urolige sidekammerat derimod ødelægger (dele af) skoledagen for ”buffer-barnet”, som må tåle gentagne forstyrrelser og måske små dask på kroppen – næppe et udtryk for en decideret mobbende adfærd fra uromagerens side.

Blot en grænseoverskridende ageren, som vedkommende endnu ikke har lært at undertrykke – heller ikke selv efter flere års skolegang.

Hjem med hovedpine

Det omgængelige barn kommer ofte hjem fra skole med hovedpine og klager over larm i klassen og kan desuden berette, at flere lærere igen skældte ud og råbte højt. Det fagligt dygtige og skikkelige barn får gang på gang at vide, at det skal lære at sige »pyt« til alle forstyrrelserne, og vel bliver man nødt til at kunne sige »pyt« og resignere, hvis man skal kunne navigere i et langt (folkeskole)liv, ligesom humoristisk og selvironisk sans vil lette én for mange hovedbrud.

Mange velmenende lærere og pædagoger glemmer bare, at det gør noget ved et skikkeligt barn altid at skulle sige »pyt« og altid at skulle være forstående og tolerant. Det virker selvværdsnedbrydende, når man gang på gang må trække sig og desuden må finde sig i at blive afbrudt eller dasket til, bare fordi der findes urolige kammerater, der ikke kan gå fra a til b i klasselokalet uden at spille fandango.

Det dygtige barn betaler prisen

Hvorfor skal et omgængeligt barn betale for, at klassen skal rumme en forstyrrende adfærd fra et eller flere børn? Regner man med, at det omgængelige og fagligt dygtige barn ikke tager skade af det?

For det fagligt dygtige barn, der lider under urolige klassekammeraters adfærd, må man håbe, at det har nogle forældre, der selv kan udfordre barnets ønske om at lære mere, for i mange tilfælde kommer man aldrig ret langt, netop fordi de urolige elever tager al lærerens tid og energi.

Desværre er det min opfattelse, at man i folkeskolen ubevidst overser de fagligt dygtige og skikkelige børns behov for dels at ”komme videre”, dels især at få ro til at koncentrere sig, og i bestræbelserne på at rumme alle børn bliver de tilpassede børn simpelthen nogle af taberne – vel at mærke ”tabere” som lider i stilhed.

Selvfølgelig skal der være rummelighed i folkeskolen, men den vide rummelighed har nogle konsekvenser for de stilfærdige og fagligt dygtige børn, der bare ønsker fred og ro, og som ønsker at lære så meget som muligt.

Børn på superligahold

Hvor ville det være fantastisk, hvis man i højere grad inddelte eleverne efter evne og undervisningsparathed, således at man i folkeskolen kunne sende de mest koncentrerede børn på ”superliga-hold”, hvor de kunne slippe for den trælse ”buffer-rolle” og dermed kunne få mere ud af undervisningen. I tilgift ville man formentlig slippe for at betale førtidspension til de lærere, der går ned med stress pga. jobbet.

Hvis ikke man vil svigte de tilpassede og fagligt dygtige børn, må man i højere grad have fokus på de tilpassede børns behov (for ro), ligesom man må vide, at en folkeskole i verdensklasse kræver, at man appellerer til de fagligt dygtige børns lyst til at lære mere. Hver dag.