Læserne kårer verdens største fund: Her er tre af de største arkæologer
To redaktører giver deres bud på historiens største arkæologer.
Der skal nogle ihærdige og kompromisløse arkæologer til at finde de største forhistoriske skatte. Dels er det sjældent, at man ved, hvor de ligger. Dels kan de ofte være svære at komme frem eller ned til.
Vi har spurgt Vinnie Nørskov, Antikmuseet, og Peter Pentz, Nationalmuseet, redaktører på bogen ”50 fund – højdepunkter i arkæologien”, som danner grundlaget for Jyllands-Postens og Aarhus Universitetsforlags kåring af verdens største fund, om at udpege tre af de største arkæologer i historien.
Den store gamle
Den tyske købmand Heinnrich Schliemann rejste i slutningen af 1800-tallet i fodsporet af Homers digte og rundt i Grækenland og gravede i Ithaka for at finde Odysseus palads. Det fandt han ikke – blot et par grave. Derefter prøvede han at finde byen Troja, og da han mente at have lokaliseret den, begyndte han at grave og anvende den stratigrafiske metode og forsøge at at forstå byens forhistoriske faser ved at registrere de forskellige lag. En metode, der også er fundamentet for arkæologiske udgravninger i dag. Schliemann argumenterede hele tiden for at have fundet Troja, men havde svært ved at bevise det. I dag mener de fleste, at Schliemanns placering er korrekt, men vigtigere er, at han fik sat græsk forhistorisk kultur på dagsordenen. Banebrydende var også, at han via fotografering publicerede alle sine fund.
Den danske
Jens Jacob Worsaae, der voksede op i Vejle, tog i anden halvdel af 1800-tallet arkæologien fra amatørstadiet til en professionel videnskab og er eksponent for moderne arkæolog som overtog efter antikvarerne - samlerne. Han forholdt sig kritisk til materialet og de arkæologiske konklusioner, som blev gjort. Hans store fortjeneste er hans kildekritiske tilgang til tingene. F.eks. fandt man 1835 et moselig i Haraldskær mose vest for Vejle. Året efter blev det på et møde i oldskriftselskabet erklæret for at være de jordiske levninger af Erik Blodøkses dronning Gunhild. Som kritisk arkæolog sagde Woorsaae, at det ikke bare kunne godtages og han skabte en mere sandsynlig datering. I dag ved man, at liget er langt ældre end Vikingetiden. Et andet eksempel er nogle påståede runeindskrifter i Runamo i Blekinge Sverige, som Woorsaae konstaterede var naturfænomener. Han blev også internationalt et stort navn – hans skrifter blev f.eks. oversat til engelsk og tysk.
Den nulevende
Den britiske arkæolog Ian Hodder fra Stanford University har været med til at skubbe arkæologien ind i det 20 århundrede, hvor man prøver at forstå menneskeheden bag de genstande, som man finder. De har ikke kun former, men et langt liv f.eks. fra produktion til anvendelse til det bliver smidt væk og fundet igen. En af de vigtigste udgravninger, som han har været med til, er på den anatolske højslette i Tyrkiet, hvor man har fundet Catalhöyük- en af verdens første byer fra overgangen mellem jægerstenalderen til en fastboende landbrugskultur. Her har man fundet et rigt symbolsk liv i form af vægmalerier, relieffer og skulpturer og Ian Hodder har inddraget lokalbefolkningen i fortolkningen af, hvordan man skal forstå de ting, som bliver fundet.