Skal den sociale arv bremses allerede inden skolestart?
Trods utallige forsøg eksisterer den sociale kløft stadig i folkeskolen i dag. I USA har man med succes brugt programmer, der skal styrke de svageste børn allerede inden skolestart. Spørgsmålet er, om en lignende indsats i de danske dagtilbud også vil virke.
Unge med ufaglærte forældre fik i gennemsnit et karaktersnit på 5,3 ved grundskolens 9. klasses-afgangsprøver i dansk og matematik, viste et notat fra den sociale venturefond, Den Sociale Kapitalfond, for nylig.
Unge med mindst en forælder med en lang videregående uddannelse fik derimod et snit på 8,3.
Selvom vi i mange år har diskuteret den sociale kløft mellem børn af samfundets svageste og mest velstillede, er problemet langtfra løst. Det skriver Videnskab.dk.
Mange af de tiltag, man indtil nu har taget i Danmark, har nemlig vist sig ikke at kunne bidrage nævneværdigt til at få de to grupper til at nærme sig hinanden.
I USA har man siden 1960'erne haft gode erfaringer med at løfte udvalgte udsatte børn med særlige førskoleprogrammer, og Kristeligt Dagblad kunne for nylig fortælle, at børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) nu også vil sætte særligt fokus på at bryde den negative sociale arv allerede i vuggestuer, børnehaver og dagtilbud.
Læs mere: Politikere kan ikke modvirke social arv med flere penge
Kan amerikanske tiltag modvirke social arv?
Det skal stå mere klart, at børnenes læring allerede begynder fra børnenes allerførste år.
I disse år undersøger danske forskere blandt andet med støtte fra TrygFonden, om tiltag inspireret af de amerikanske programmer, men tilpasset en dansk kontekst, måske kan hjælpe til at modvirke den negative sociale arv.
De første resultater, som blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Educational Research i 2013, indikerer imidlertid, at selvom programmet løfter alle børnenes læring, får det kun på ganske få områder de svagest stillede til at indhente de bedst stillede børn.
På de fleste områder lader programmet ligefrem til at øge forskellen mellem de to grupper.
Læs mere: Social arv slår igennem når vi er 15 år
Dagtilbudsprogrammet HPA blev testet
Forskerne har i studiet undersøgt, om det danske dagtilbudsprogram HPA (»Handlekompetencer i pædagogisk arbejde med socialt udsatte børn – indsats og effekt i daginstitutioner«) kan styrke de udsatte børns indlæring og sociale udvikling.
Medarbejderne i en række børnehaver, udvalgt ved lodtrækning, blev undervist i metoder udviklet med udgangspunkt i den eksisterende forskning om børns trivsel, læring og udvikling og i, hvordan social arv kan marginalisere børnene.
Ud fra teorierne blev pædagogerne uddannet til at reflektere kritisk over deres arbejde med børnene og i at ændre hverdagen og de pædagogiske metoder i institutionen, så den mere effektivt skulle kunne nå de svageste børn.
De udvalgte børnehaver blev så sammenlignet med en kontrolgruppe af børnehaver, ligeledes udvalgt ved lodtrækning, hvor man fortsatte som hidtil.
Læs mere: Pædagoger rykker ved negativ social arv
Intervention kan øge de socioøkonomiske forskelle
Programmet viste sig at have en positiv effekt på faktorer som børnenes opførsel, opmærksomhed og hyperaktivitet, mens afstanden mellem velstillede og svagtstillede børn overordnet ikke blev mindsket, selvom det ellers var hovedformålet med programmet.
»Der er positive effekter af denne intervention, og vi finder, at indsatsen øger børnenes læringsparathed, nysgerrighed og kreativitet. Men det er rigtigt, at i forhold til børnenes læring, ser det ud til, at vi med denne type indsats, som har til hensigt at styrke børnegruppen bredt, når børnene i midten bedst. Der er simpelthen en tendens til, at interventionen ligefrem øger de socioøkonomiske forskelle på nogle områder,« siger professor Bente Jensen fra DPU Aarhus Universitet, der har ledet projektet.
Hun understreger imidlertid, at indsatsen faktisk lader til at have en effekt på for eksempel de svage børns matematiske færdigheder, ligesom indsatsens positive effekt på børnenes generelle vanskeligheder lader til at være størst for gruppen af de svageste børn.
Læs mere om, hvorfor det er svært af sammenligne USA og Danmark, på Videnskab.dk.