Fortsæt til indhold
Viden

Sæberester fra hoteller skal redde menneskeliv

Et nyt amerikansk samarbejde skal forhindre dødsfald i lavtudviklede lande med genbrugt sæbe.

De gange, du har stået med lille stykke brugt sæbe på hotelværelset, har du ganske givet ikke forestillet dig, at samme stykke sæbe skulle være med til at redde menneskeliv i bl.a. Afrika.

Alligevel er netop det målet for et nyt amerikansk samarbejde, skriver nyhedsbureauet AP.

Amerikanske Shawn Seipler sad en aften på et hotel i Minneapolis. Ikke en unormal situation for manden, der ofte rejste rundt som ansat i en teknologivirksomhed.

Mere speciel var tanken, der pludselig kom til den amerikanske mand.

"Jeg tog telefonen og ringede til receptionen for at spørge dem, hvad der ville ske med hotelsæben, når jeg ikke længere skulle bruge den. De svarede, at de bare smed den ud," siger han til AP.

Brugt sæbe fra tusindvis af hoteller.

Shawn Seipler fandt ud af, at millioner af brugte stykker sæbe fra hoteller over hele verden fik samme behandling. Samtidig dør flere tusinde mennesker i udviklingslande af sygdomme, som simple hygiejneprodukter kunne have bremset.

I dag er Shwan Seipler direktør for non-profit initiativet Clean the World, der råder over faciliteter til at genbruge sæbe i Las Vegas, Orlando og Hong Kong.

Den brugte sæbe kommer gennem maskiner, der fjerner alle bakterier, hvorefter den bliver presset sammen til nye stykker, der bliver sendt videre til lande, der har mangel på sæbe.

I denne uge annoncerede Clean the World et samarbejde med organisationen Global Soap, der sammen skal øge produktionen af genbrugssæbe, uddannelse i hygiejne og levering af sæbe til udviklingslande.

Målet er, at den genbrugte sæbe kan blive brugt til at redde menneskeliv i lande, hvor der er store hygiejneproblemer. Og det kan vise sig at være ganske effektivt, ifølge en professor.

"De mest almindelige former for sygdom i verden sker gennem smitte fra person til person og endda til en selv på grund af bakterier, der på vores hænder," siger Dr. William Shaffner, professor i præventiv medicin og specialist i infektionssygdomme på Vanderbilt University Medical Center i Nashville.

Billede fra Clean the Worlds fabrik i Las Vegas.

Gennem samarbejdet vil grupperne nu samle sæbe ind fra mere end 4000 hoteller. Mere end 25 millioner stykker sæbe er allerede blevet leveret til 99 lande og hjemløseherberger i USA, siger organisationerne.

"Sæbe er et så grundlæggende element i forhold til at undgå overførsel af smitsomme kilder, at det kan redde utroligt mange liv. Det her er ikke en tryllestav, men det er et virkelig vigtigt skridt," siger Shawn Seipler.

Grupperne deler den genbrugte sæbe ud til lokale nødhjælpsarbejdere og NGO'er, der hjælper med at dele det videre ud til lokalbefolkningen i udviklingslandene. Samtidig sender Clean the World og Global Soap folk ud for at informere indbyggerne i de berørte lande om, hvor vigtig god hygiejne er.

"Mange mennesker bliver overraskede over at finde ud af, at en af de mest effektive måder at forhindre dødsfald på er at vaske sine hænder med sæbe," siger Global Soaps direktør Sam Stephens ifølge AP.